Trackday på Knutstorp

Trackdays. Dage på racerbaner i hurtige biler. Whats not to like? Havde fornøjelsen af en sådan på Ring Knutstorp i Sverige for nyligt. Var decideret fremragende. Bilentusiaster og deres venner i deres hurtige vogne.

Kørte selv denne hidssige sag derop. En ny BMW M235i.

Med 325 turbohk fra den friske rækkesekser på 3 liter. En perle af en vogn...

Med 325 turbohk fra den friske rækkesekser på 3 liter. En perle af en vogn…

På våde bane var den lidt tung at danse med. Men da regnen stoppede og banen tørrede op, var den en fest.

Læs mere om min oplevelse her. Det er artiklen der lander i Berlingske.

 

Racerdrømmens kravlegård

Trackdays er første skridt for amatørbilisten der vil prøve kræfter med en racerbane. Bil, hjelm og et par tusind kroner er alt du har brug for.

Tekst af Henrik Dreboldt & foto af Henrik Dreboldt og Victor Dreboldt

 

Det har regnet hele morgenen. Banen er drivvåd, og de mere erfarne entusiaster har sat regnvejrsdæk på deres biler. Sidder bag rattet i en helt almindelig gadeduelig Kia Ceed GT med 204 hk på sommerdæk. Den gør det fornuftigt på Ring Knutstorp, der ligger en time nordøst for Malmø. Godt nok til at følge med en Ferrari 458 Italia. Det er anden session for os i kravlegårdkategorien – altså grønne banekørere. Ferrarien er uhyggelig hurtig når det går lige ud. Men Ring Knutstorp ligner en kogt spagetti tabt på køkkengulvet. Masser af sving og højdeforskel, og så er en +600 hk superbil med brede dæk og centermotor markant sværere at håndtere end en forhjulstrukken koreaner. Derfor hiver jeg Ferrarien ind, hver gang vi ligger langsiden bag os. Jeg er helt op i de tre afgangsrør inden sidste sving før langsiden, og så forsvinder hingstelogoet igen. På tredje omgang vil jeg gerne tor, at den lille Kia er kravlet under huden på Ferrarikøreren. Det ville den, hvis det var mig der kørte italiensk superbil og havde en nævnenyttig lille koreaner voksende i bakspejlet på en racerbane. I hvertfald begår han kardinalfejlen på en racerbane. Han bremser for sent på langsiden og skøjter ud i gruset. Måske han slet ikke har lagt mærke til mig, men tanken om, at jeg i min lille Kia har presset en Ferrari til at fejle, giver et kick.

Kun de solidt politisk tonedøve vil have overset det. Oktanentutiasme og en forkærlighed for hurtige biler er ikke rigtigt er en del af mainstreamtidsånden anno 2014. Tværtimod. Hvis det ikke kører på el eller redder planeten, så er biler et nødvendigt onde. Privatbilisme accepteres, men konsesus er, at biler er onde og skadelige. Også mere end fly, skibe eller køer med luft i maven. Uagtet hvad videnskaben siger. Fair nok. Tiderne skifter. Men den banale begejstring for fart, som ethvert drengebarn – og også nogle piger – oplever først gang de pisker en cykel ned ad bakke, lever stadigvæk. Og hvad gør man så, hvis man har et ubændigt behov for at opleve det automobile fartsus, men ikke vil sætte naboens unger eller ens omdømme ude i ligusterdanmark over styr? Man tager på trackday.

Trackday er i al sin simpelhed en dag på en racerbane, hvor temaet er fart. Man tilmelder sig selv og sin bil, betaler et beløb for at deltage, og så kan man piske rundt på banen hele dagen. Her gælder færdselsreglerne ikke – kun et gentlemanskodeks. Det er ikke et væddeløb hvor det handler om at komme først. Nuvel – det handler om at køre hurtigt. Men kørernes og bilernes sikkerhed er vigtigere end omgangstider. Man respekterer hinanden og lader hurtigere biler komme forbi. Der er intet i vejen for en god dyst, som den jeg i hvert fald selv oplevede jeg havde med Ferrarien. Men man lægger sig ikke helt op i kofangeren eller laver chancebetonede overhalinger. Det er gentlemansdriving – men med speederen så lodret som forholdende tillader det.

Dagen på Knutstorp er arrangeret af ASK (Automobil Sports Klubben siden 1930). Det koster 2.500 kr. at deltage. For de penge får man adgang til banen en dag, frokost, et entusiastindslag og masser af dækspark med ligesindede. Hele arrangementer oser af entusiasme. Her er alle slags biler. Fra en gammel Citroën AX baneracer fra 80’erne til en voldtunet Mazda MX-5, et par moderne DS-Cup Citroën racere, en 10 år gammel BMW 530i, en Lotus Elise og en masse Porscher. Her er minsandten også et par stationcars. Okay – der står C63 AMG på dem, og de larmer mere end den enlige Aston Martin nogensinde kan håbe på. Her er kort sagt alt. Det samme gælder deltagerne. Her er alt fra mekanikere til bestyrelsesformænd der til dagligt jonglere med millioner. Tilfælles er oktanentusiasmen og glæden for fart. OG den får de levet ud.

Over middag tørrer banen og solen kigger gennem skyerne. Skifter over i den anden bil jeg har adgang til på arrangementet. En helt ny BMW M235i med 325 hk og baghjulstræk. Den er markant anderledes end den lille Kia. Hurtigere og farligere. Men for hver omgang bliver jeg mere og mere tryg ved den. Og ved banen. Snupper en Porsche GT3. Vi er ikke længere inddelt på hold. Nu er banen åben for alle – men med en begrænsning på antallet af biler, der er på banen ad gangen. Der er 43 biler tilmeldt, men der må kun være 25 på banen ad gangen. Det er dog aldrig noget problem. Bilerne triller hele tiden ud og ind på banen, og der er ikke kø i pitten på noget tidspunkt. Sætter mig for at æde den store mørkeblå BMW 530i. En E60 model. Fartdjævlens tandsmil er malet på ansigtet, da den ekspederes i en skarp venstrekurve. Så er det ligemeget at den har 75 hk mindre, vejer mere og har en gearkasse der skifter langsommere end den gennemsnitslige plejehjemsbeboer binder sit snørrebånd. Sayonara sucker! Indrømmet – er ikke noget godt menneske bag et rat på en racerbane. Men jeg er en gentleman som foreskrevet. Bare en fartliderlig en af slagsen. Og det er okay. Faktisk omgives det med en vis respekt i dette forum. I pitten møder jeg føreren af 530’eren. Han siger jeg sårede hans bils følelser, så nu holder den lidt pause. Alt sammen med et smil på læben. Får også snakket minimalisme med en Lotus-ejer og Toyota-teknik med en Subaru BRZ ejer.

For et par måneder siden var jeg ved at kaste op af grin over den danske Bronie klub, der var i morgen-tv. Det var voksen mennesker der samlede på – og klædte sig ud som børnelegetøjsfigurerne i My Little Pony serien. Nu er jeg ikke helt neutral i denne dom, da jeg et fartdjævel, men der er stadigvæk et stykke fra at være bilentusiast med hang til fart og så være fan af små lyserøde legetøjsponyer. Men jeg forstå pludseligt bronierne. At være en del af et fællesskab, hvor din entusiasme deles og omfavnes. Det er fedt. Rigtigt fedt. Det er helt sikkert ikke den sidste trackday jeg har delt overhalinger ud til. Og så taler vi i øvrigt ikke om alle de biler der overhalede mig. De havde bedre dæk, flere heste, kendte banen bedre, var heldige…

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s