Krig, tak og refleksion

Har tilbragt ugen i England. I hurtige biler, klassiske biler og overdådige biler. Men det er ikke biler, der efterlader det største indtryk. Det gør briternes fejring af landgangen i Normandiet, og de tanker det sætter i gang, hos en fortravlet karrieretosse som mig.

Storbritannien fejrede 70 året for landgangen i Normandiet i løbet af ugen, og jeg oplevede det ved flere lejligheder. På flådemuseet i Portsmouth og ved lyden af Spitfires der fløj over Goodwood og landede på Goodwood Aerodrome, i de par dage jeg var på de kanter. Fascinerende og fængende for en historienørd som mig.

Men det er beretningerne fra Normandiet, der gør størst indtryk. For det er rørende sager. Får blanke øjne, da jeg læser fredagens Daily Telegraph. Her fortæller Ken Sturdy, hvordan han stødte ind i sin bror på Juno Beach den dag i juni 1944, efter ikke at have set ham i fire år. Da han spurgte sidemanden om ild til en smøg, var det broderen der vendte sig om. Det første han sagde var: ”hvad i alverden gør du her?”

Eller historien om Mr. Ager, der fortæller om sin landgang sent om aftenen – samme dag som landgangen fandt sted. Han var udmattet, da han nåede stranden, og besluttede sig for at snuppe et par timers søvn, langs alle de andre der lå på stranden og sov svøbt i tæpper. Næste morgen da han vågnede, spurgte han en forbipasserende, hvor han kunne få morgenmad. Den fremmede soldat var nær faldet om. Ager havde tilbragt natten i forlængelse af rækkerne med tæppesvøbte faldne.

Men det er Major Hugh Pond, som i dag er 91 år gammel, der efterlader det største indtryk. Han blev en levende helt på selve landgangsdagen, da han hjalp med at uskadeliggøre et tysk kanonbatteri. Men det er ikke stranden eller det sted batteriet lå, der påvirker ham her 70 år efter. Det er besøget på kirkegården bagved.

”Alle de unge mænd på 20 og 21 år, som havde hele livet foran sig, men som døde den dag. De vækker en skyldfølelse hos mig. Fordi jeg overlevede”, siger han til The Daily Telegraph.

Tænk engang. En mand som uselvisk stormede et kanonbatteri på en fransk strand for 70 år siden, føler først og fremmest skyld. Jeg tvivler ærligt talt på, at den slags mænd løber ad samlebåndet længere.

Tænker tit på, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde levet dengang. Meldt mig frivilligt? Være blevet modstandsmand? Det er ikke til at sige. Men jeg tvivler på, at jeg uselvisk var løbet op ad en strand mod et spruttende kanonbatteri. Og havde jeg gjort det, ville jeg sikkert have mere travlt med at poste min dåd på twitter eller facebook, end på at føle skyld over at jeg havde overlevet.

Den generation, der blev tvunget til at træffe svære valg, og stå dem igennem, kom ud på den anden side, med større indsigt og bredere skuldre, end min generation nogensinde vil opnå. Vi piver over, at det er åhh-sååå-håårdt at have børn. Og vi får stress som aldrig før. Mig selv inklusiv. Jeg siger ikke, at vi skal drage i krig for at finde os selv. Men vi finder ikke os selv på facebook eller twitter, og vi får ingen medlidenhed fra veteranerne, der efterhånden alle sammen er døde af alderdom.

De var noget særligt. En stor generation. Måske den største i nyere tid. De befriede Europa (sammen med russerne forstås), og de gjorde det uden udsigten til at få noget igen. Ikke berømmelse eller rigdom – eller de andre overfladiske trofæer vi i 2014 synes at jagte allesammen. Så det mindste vi kan gøre er endnu engang at sige tak. Så tak for det chaps. Tak for det i gjorde dengang. Tak for at I genfortæller historierne. Måske for sidste gang. For mig og min generation, har brug for at få perspektiv på tingene. Og det giver jeres beretninger fra dengang. Fra den længste dag. Fra landgangen i Normandiet.

Og så er det tilbage til de overfladiske biler og udlandsrejser…

TIPS: HER KAN DU OPLEVE WW2 i UK:

RAF museum i Hendon

Historic Dockyards i Portsmouth

Cabinet War Rooms i London

Tag en tur på bagsædet af en Spitfire over Goodwood.

Spitfire og Hurricane i formation

Spitfire og Hurricane i formation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s