Til te på Buckingham Palace

Står udenfor porten til Buckingham Palace efter min to-timers te-seancen i det overdådige haveanlæg, og forsøger at samle indtrykkende. Storslået, gammeldags, klichefyldt – men først og fremmest britisk. Du ved – stiv overlæbe, gårsdagens brillemode, skæve tænder, blåt hår, et par herre i kilt, masser af uniformer og en aura af imperiets forfald. Nå ja, og så naturligvis masser af te, agurkesandwiches og frugtkage (den fugtige med masser af syltede blommer, rosiner og honning).

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET…

Køen var lang for at komme ind og fyldt med blåt hår og sjove hatte. FOTO: Henrik Dreboldt

Køen var lang for at komme ind og fyldt med blåt hår og sjove hatte. FOTO: Henrik Dreboldt

Det var som at være på besøg i en engelsk film. Forventede hvert øjeblik, at Hugh Grant kom om hjørnet i et morning suit i sin rolle som den evigt uheldige ungkarl i filmen “Fire bryllupper og en begravelse”. Kun med “God save the Queen” kørende på repeat, kunne arrangementet have været mere britisk. Og den spillede de trods alt kun een gang. Da Prins Charles gik gennem havedøren og ud i haven. Han er godt nok blevet gammel. Da han havde klaret trappen fra terrassen ned i haven, klappede forsamlingen. Måske fordi de var beærede, eller måske fordi han klarede at komme helskindet ned ad trappen… Tænk at nærme sig de 70 og stadigvæk ikke have overtaget det job, som han har ventet på hele livet. Måske det var derfor de bare spillede melodien til “God save the Queen” og ikke sang teksten? Den sang må gå ham på nerverne. Forestil jer lettelsen, når teksten igen ændres tilbage til “God save the King”… Nå, men det er et sidespor.

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

White tea please - med en agurkesandwich med mynte (hvad er det med englændere og mynte???) og et stykke frugtkage. Foto: Henrik Dreboldt

White tea please – med en agurkesandwich med mynte (hvad er det med englændere og mynte???) og et stykke frugtkage. Foto: Henrik Dreboldt

Lejligheden til besøget var den, at Land Rover og Røde Kors har indgået en 5 årig aftale, hvor førstnævnte hjælper sidstnævnte med 15 mio. pund, for at få nødhjælp frem til 1. mio. mennesker. Da Prins Charles er protektor for Røde Kors, valgte han at benytte lejligheden til at låne mors have, og holde et Garden Party for at fejrer samarbejdet. Røde Kors, Land Rover og kongehuset flækkede en gæsteliste sammen på 6.400 navne, og tro det eller lad være, men med Land Rover mellemkomst, dukkede mit navn op, som nr. 3.399. Og bliver man inviteret til havefest på Buckingham Palace, så siger man ikke nej. I hvert fald ikke der hvor jeg kommer fra. Når jeg tænker over det, så siger vi faktisk aldrig nej til en invitation, der hvor jeg kommer fra. Men det er igen et sidespor…

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

En Land Rover Series I magen til den Land Rover donerede til Røde Kors for 60 år siden - udstillet i et hjørne af haven. FOTO: Henrik Dreboldt

En Land Rover Series I magen til den Land Rover donerede til Røde Kors for 60 år siden – udstillet i et hjørne af haven. FOTO: Henrik Dreboldt

Det gik altsammen glimrende, og var overstået før det rigtigt kom i gang. Tror aldrig Prins Charles nåede ned i sit telt til te, for han var konstant omgivet af små smilende damer – de fleste hans seniorer. Det var som en scene fra en One Direction koncert, bare billedmanipuleret, så deltagerne i snit var gjort 50-60 år ældre. Fascinerende.

I sidste ende kom der denne artikel ud af besøget (se nedenfor), og jeg kom hjem en kæmpe oplevelse rigere. For selvom det måske lyder, som om jeg tog det hele med en lidt ironisk distance. Så er Buckingham Palace imponerende, og briternes sans for at stable et pompøst arrangement på benene ligeså. Blev to procent mere anglofil af hele seancen…

 

4X4 i en god sags tjeneste

Buckingham Palace lagde park til havefesten, hvor Prins Charles beseglede samarbejdet mellem Land Rover og Røde Kors. et samarbejde der skal bringe hjælp frem til 1 mio. nødstedte frem til 2018

Hvornår har vi sidst set en Land Rover i et af verdens brændpunkter, med et stort NGO-logo på siden? Nej vel.
FN, Læger uden grænser og de andre nødhjælpsorganisationer, har i generationer sværget til de pålidelige japanske firehjulstrækkere fra Toyota, Nissan og Mitsubishi. Men det er måske slut nu, for Land Rover og Røde Kors har netop indgået en samarbejdsaftale til en værdi af 150 mio. kr. Og for at fejre samarbejdet inviterede Prins Charles, i sin egenskab af protektor for Røde Kors, til havefest på Buckingham Palace, og vi var inviteret.

Røde Kors biler i 60 år
Solen brager ned fra en skyfri himmel, da vi sammen med 6399 andre gæster står forsamlet langs sti-ruten i det royale parkanlæg, hvor kronprinsen forventes at gå fra slottet ned til det kongelige te-telt. Vi har ikke adgangskreditering til det kongelige te-telt, så vi tager til takke med at vinke og derefter indtage teen og de skorpeløse agurkesandwicher i teltet til alle de mindre prominente gæster. Og det er helt fint. Charles synes travlt beskæftiget med VIP-gæsterne og de ældre Røde Kors frivillige, og vi får mulighed for at gå i dybden med aftalen.
Aftalen handler i virkeligheden mere om PR og Land Rovers lyst til at stive sit image af, som social ansvarlig virksomhed, end den handler om at putte Land Rovers på jorden i Afrika, hvis vi skal være helt ærlige. Men Røde Kors har dog kørt Land Rovers i præcis 60 år i år, hvilket vi også fejrer til havefesten. Tilbage i 1954 leverede briterne en Land Rover Series 1 til Dubai, hvor den fungerede som mobilklinik ,inden golfstaten blev forgyldt af olie, og fik råd til sine egne firehjulstrukne beredskabskøretøjer. Siden har koncernen jævnligt leveret både Defenders og Discoverys til Røde Kors verden over, når organisationen har haft akut brug for biler i katastrofeområder. Både ved tyfonen i Filippinerne sidste år, oversvømmelser i Brasilien eller til at køre nødhjælp ud i Sierra Leone og Liberia. For Røde Kors har jævnligt akut behov for at få hjælpen ud, og Land Rover har bilerne, der kan løse opgaven.

Et aparte ægteskab
Målet med den nye samarbejdsaftale er at nå ud til over en million mennesker i nød frem til 2018. Aftalen er en udbygning af et samarbejde mellem det britiske Røde Kors og Land Rover, som har kørt siden 2007, hvor over 800.000 mennesker i nød, har haft gavn af alliancen mellem Røde Kors og Land Rover. Ægteskabet mellem konservative Land Rover og hippiegavmilde Røde Kors kan syntes aparte. Men de har det tilfælles, at de aldrig giver op, hvis de har sat sig for at komme frem. Akkurat som de mange ældre hatteklædte damer øjensynligt har det, ved synet af den grånende britiske tronarving. Og hvis Røde Kors og Land Rover har bare halv så stor succes med at komme frem, som damerne med blåt hår og sjove hatte, så kan en masse nødstedte mennesker se frem til et glædeligt møde med en Land Rover fyldt med nødhjælp i løbet af de kommende år. Og hvis briterne præsterer i rollen som firmabil for Røde Kors, så kan de måske i fremtiden konkurrerer med japanerne om rollen som NGO’ernes foretrukne
arbejdshest.

Jeg var inviteret af HKH Prins Charles (det stod der selv på indbydelsen)

ARTIKEL BRAGT I BT D. 14 JUNI 2014 – læs den evt. på bilen.dk på dette link: http://bilen.dk/bilnyheder/2014/06/4×4-i-en-god-sags-tjeneste/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s