Drømmegarage: Brugt mikroracer til under 50.000 kr.

Kan mikrobiler være underholdende? Yep – og jeg har fundet de tre sjoveste. De er hurtige, brugte, billige og hysterisk underholdende på en snoet b-vej.

Danskerne elsker deres mikrobiler. Men vi kan nok blive enige om, at langt de fleste af dem er kedelige små plastikkasser, som udelukkende underholder, når girokortet med den årlige ejerafgift skal betales. Ellers er de kun marginalt mere underholdende, end bagsædet i en overfyldt HT-bus. Og ja – jeg ved vi stadigvæk lever i skyggen af finanskrisen, og ja, jeg ved godt, at folk som folk er flest ikke er interesseret i at bruge voldsomt mange penge på biler. Men i min 11 år lange karriere som bilanmelder, har jeg haft et par småbiler gennem hænderne, som både var underholdende og billige. Så i denne drømmegarage tager jeg en tur ned ad mindernes avenue, og finder mine tre favoritmikrobiler, hvis opdraget er BÅDE at finde en lille OG underholdende vogn. Altsammen til under 50 klik.

Fiat Panda 100 HP har med lidt brede skærmkasser og en ny frontspoiler ændret look fra familiecontainer til racermikro. MODELFOTO

Fiat Panda 100 HP har med lidt brede skærmkasser og en ny frontspoiler ændret look fra familiecontainer til racermikro. MODELFOTO

Fiat Panda 100 HP (2006-10)

Den 100 hk stærke Fiat Panda, er en af de mere overraskende mikrobiler med skub i. Den indtager først og fremmest førstepladsen på min liste, fordi den har alle den almindelige Pandas praktiske dyder, men fordi den er sænket, strammet op og fået en omdrejningsvillig 100 hk 1,4 liters motor, er den samtidigt hysterisk underholdende. Og vigtigst af alt, så lider den ikke af sine italienske forgængeres tekniske – lad os kalde det ”uforudsigelighed”. Den er bygget solidt, og har ikke en historik af flækkede topstykker og brændt elektronik – som f.eks. forgængeren Fiat Uno Turbo. Okay – den er ikke lige så hardcore, men 100 hk i en bil der vejer mindre end et ton, er underholdende nok.

Læg dertil, at den rent faktisk ser forbløffende godt ud, og den triller ind på førstepladsen på min liste.

Den er ikke umiddelbart til at finde til salg lige nu. Men kan se, at de har været sat til salg til omkring 40.000 kr. for nyligt. Så hold øjne og øre åbne. For 40.000 kr. for en mikrorakat der triller små 200 km/t på toppen og rammer 100 km/t på under 10 sekunder, er på ingen måde galt.

 

Sportka i Viperstafering - okay - måske lidt overdrevet, men den 1,6 liters Sportska er vitterligt både hurtig og skarp. MODELFOTO

Sportka i Viperstafering – okay – måske lidt overdrevet, men den 1,6 liters Sportska er vitterligt både hurtig og skarp. MODELFOTO

Ford Sportka 95 hk (2003-2008)

Sportka triller først og fremmest ind på listen, fordi den med en fabelagtig stram gearkasse, skarp undervogn og et kækt design, ramte mig lige i hjertet, da jeg testede den første gang tilbage i 2007. Motoren er en halvgammel 8 ventilers 1,6 liters benzinmaskine, som Ford hiver 95 hk ud af. Det er ikke voldsomt, men til gengæld skal man ikke ringe til mange sidegademotortunere, før man har et anstændigt bud på, hvordan man får 115-125 hk ud af den, og så er Sportka uovervindelig på en keglebane. Hjulene sidder helt ude i hjørnerne, styrtøjet er skarpt og undervognen sat op til lir.

Men selv uden motorfiflen er den sjov. Som i rigtigt skæg. Læg dertil dens funky design med centermonteret lydpot og brede skærme, og den lille Sportka er en streetsmart charmør med talent for at smøre et grin på ansigtet af føreren. Og det bedste er prisen. Der er en del til salg, og selvom de ikke har kørt mere end 130.000 km, koster de kun omkring 30-40.000 kr. Den rammer 100 km/t på 9,6 sekunder, og topfarten er 174 km/t – så køb, køb køb!

 

Suzuki Ignis Sport ligner det den er - en halvtyk og ranglet familiebil proppet i en spandex-sportdragt. Men den lever op til de hvide rallyfælge, og imponerer voldsomt, når man er kravlet ned i Recarostolene. MODELFOTO

Suzuki Ignis Sport ligner det den er – en halvtyk og ranglet familiebil proppet i en spandex-sportdragt. Men den lever op til de hvide rallyfælge, og imponerer voldsomt, når man er kravlet ned i Recarostolene. MODELFOTO

Suzuki Ignis Sport 1,5 (2003-2005)

Den sidste bil på listen, er grim som arvesynden. Men den er samtidigt den mest hardcore af de tre. Suzuki Ignis er først og fremmest kendt for at være den fornuftige bil til nærige bilignoranter, der sætter pris på plads, lav pris og høj indstigningshøjde, og som er ligeglad med, at deres bil ser åndsvag ud og vækker begejstring som en omgang pest med bylder.

Men i 2003 lavede Suzuki en Sport-udgave af den tre-dørs Ignis, for at fejrer en Rallytitel. Den så stadigvæk tumpet ud, men er du tosset den kunne køre. Gearkassen var stram, hård og mekanisk, undervognen sat op, så bilen var som limet til asfalten og styrtøjet var knivskarpt. Et par dybe Recaro sportssæder med farvede sikkerhedsseler fuldendte forvandlingen fra lam billigbil til rallyraket. 0-100 km/t ekspederede den på 8,9 sekunder, topfarten 185 km/t og den 1,5 liters benzinmotor ydede 109 hk. Og bedst af alt – den er japansk og derfor holdbar som en hårdtbrændt munkesten. Så kan man leve med dens lidt kiksede look, så er den hysterisk underholdende – og set til salg til mellem 30 og 50.000 kr.

 

One thought on “Drømmegarage: Brugt mikroracer til under 50.000 kr.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s