En af de biler, der imponerede mig mest i Paris, var den nye Jaguar XE. En bil bygget ved hjælp af udstrakt brug af aluminium og magnesium, og en bil der ligner noget som både Audi, BMW og Mercedes bør være alvorligt bekymret for.
Den lanceres først og fremmest som sedan som på billedet. Men senere kommer der givetvis både en stationcar og en firehjulstrukken udgave – hvis bilen vel at mærke får den succes, som designet ligger op til. Et forsigtigt gæt er, at det gør den.
Med Jaguars toliters dieselmotor, der yder 163 hk, og manuel gearkasse er den køreklare vægt 1.474 kilo, hvilket er 70-75 kilo mindre end Audi A4 2,0 TDI og den nye Mercedes C 220 Blue Tec samt 20 kilo mindre end BMW 320d. XE lanceres også med en 4-cylindret, toliters turbobenzinmotor, der yder 200 hk eller 240 hk. Topmodellen får samme treliters kompressor-V6’er som i F-Type – ydelsen er 340 hk, 0-100 km/t er klaret på 5,1 sekunder, fire tiendedele hurtigere end BMW 335i.
Se web-tv indslaget fra Paris her: http://www.b.dk/tech/britisk-bmw-draeber