EL-BILS-STORTEST: Desværre Tesla. Model S er fantastisk, men det rækker kun til andenpladsen. BMW i3 REX er min favorit-el-bil lige nu. Og inden indvendingen om, at i3 REX ikke er en rigtig el-bil sættes i søen, så vent til du har læst min begrundelse. Men det bliver først i overmorgen. For nu skal det handle om Tesla Model S.
Den er fantastisk af to årsager. For det første har den taget hånd om el-bilen klassiske udfordringer, som har været rækkevidde og ladetid. Her er den i en liga for sig. Men hvad vigtigere er, så opleves den som en redefinition af selve el-bilen, og den måde vi kan bruge den på. Og det sidste er mindst lige så imponerende, som det første.

Kabinen er lækker og indbydende, og så har den en fantastisk brugerflade via den store centralt placerede skærm. Det er brugevenlighed til tabletgenerationen.
De første fem ud af syv biler er nu placeret på min personlige el-bils-favoritliste. Renault Zoe snupper 3. Plads, VW e-Up indtager 4. pladsen, Nissan Leaf ligger på 5. Pladsen, VW e-Golf på 6. pladsen og Mercedes B200 Electric Drive på den liden attråværdige 7.plads. Jeg har kørt syv el-biler, og rangerer dem fra 1 til 7 over 14 dage. I dag er det nummer 2 og det bliver Tesla Model S.
Model S hemmelighed er et gigantisk batteri. Mens de andre testbiler tøffer rundt med batteriet på ca. 20 kWh størrelse, så har den testede Tesla S P85 et batteri på 85 kWh. Det betyder markant længere rækkevidde. Det betyder også længere ladetider, men med Teslas lynladerteknologi, kan du lade det 85 kWh store batteri 80 pct. op på 20 minutter på en af mærkets 5 ladestationer. Det er svinsk hurtigt! Hjemme i din wallbox går det noget langsommere. Men står den og lader natten over, har du minimum 300 km på tælleren næste morgen – også ved almindelig kørsel.

Håndtagene er integreret i døren, og kommer kun ud, når du nærmer dig bilen med nøglen i lommen. Det er Coolness så køligt, at jeg fryser blot ved tanken.
Men batterier er dyre, og det øger prisen. Selvom el-biler er fritaget for afgift, så koster Tesla S P85 alligevel 630.000 kr. Læg dertil at batterier er tunge. Tesla S vejer 2.100 kg, og selv med en aerodynamisk profil som et suttet bolche, så bruger den alligevel 17 kWh/100 km. Til sammenligning bruger Renault Zoe kun 10,5 kWh/100 km. Det større forbrug skyldes vægten og så den større el-motor. Tesla S yder 385 hk – igen ca. tre gange så meget som de andre biler i testen. Det giver bilen fantompræstationer. 0-100 km/t er overstået på blot 4,4 sekunder, og topfarten er 210 km/t.
Det sidste betyder grundlæggende set, at i kombinationen med et virkeligt smukt design, så redefinerer Tesla S el-bils-konceptet. Fra at være noget platfodet Ellert-agtigt-noget til at være decideret sexet. Superbilsaccelerationstider og sportsvognsdesign sælger bare bedre end det øko-platfodede look, som el-bils-producenter har dyrket hidtil. Stil den ved siden af Renault Zoe, Nissan Leaf og BMW i3, og den ligner Angelina Jolie til et vælgermøde i Enhedslisten (Fra dengang hvor det var Gottlieb-typer og ikke frk. Skipper og frk. Schmidt-Nielsen der tegnede partiet forstås).
Tesla har gjort el-biler attråværdige af andre årsager end de miljøfrelste. Hvis de kunne gøre det samme for slankekure. Altså gøre den attraktive i sig selv, og ikke på grund af resultatet, så ville selv jeg købe aktier!
Brugeroplevelsen er relativt ovebevisende. Men det er bump på vejen. Læs min test af Tesla S her, hvis du vil mere i bund med selve bilen. Eller den her, hvor jeg tester den som ministerbil.
Tesla lykkedes altså til UG. Men de har også set bort fra udsalgsprisen og fokuseret på at lave et suverænt produkt. Det er lykkedes. Men en Porsche Cayman er også markant federe end en Golf, og det først og fremmest fordi, at Porschen gerne må koste markant mere. Kunsten med at lave en vellykket el-bil, er ikke kun at kunne gøre det, når ressourcerne og dermed udsalgsprisen er ubegrænset. Kunsten er at lave en el-bil, der både er folkelig og løser opgaven, og det er på den grundpræmis, at BMW i3REX slår Tesla S, og dermed får sidsnævtne kun andenpladsen på min liste.
Model: Tesla S P85
Pris: 630.000 kr.
Maks. effekt: 385 hk
Maks. moment: 600 Nm
0-100 km/t: 4,4 sek.
Tophastighed: 210 km/t
Garanti (mek/lak/motor/batteri): 4/2/8*/8* år (* ubegrænset antal kilometer)
Rækkevidde: Op til 502 km
Batterikapacitet: 85 kWh
Forbrug: 17 kWh/100 km
Mål (l/b/h): 495/196/145 cm
Bagagerum: 895 liter
Køreklar vægt: 2.100 kilo
Opladning 220V/hjemmelader (wallbox)/lynladning: 110 km rækkevidde på en time /6 timer/75 minutter (op til 100 pct.). På Teslas egne lynladestationer, kan bilen oplades 80 pct. På 20 minutter.
Det er jo nok lidt smag og behag 😉
Som bybil er I3 jo smart. Men som familie bil, sikker bil og bil man faktisk kan køre langt i er den jo ubrugelig.
Derfor er efter min mening Tesla nr.1