Fords vilde luksusambitioner

LUKSUS: Ford er kendt som bilmærket for alle. Med en Ford Ka til under 70.000 kr. og en Ford Mustang med +400 hk til langt over en halv million kr., så disker den blå oval op med godter til enhver pengepung. Men Ford har haft et problem i Europa og Danmark. De har manglet noget til den mere kræsne køber, som allerede har haft en Ford Mondeo Titanium læsset med udstyr, og som nu er fristet til at hoppe over i en tysk prestigebil. Hvordan holder man på ham?

Luksus-Mondeo parkeret foran Ytas Saltsjöbad. Lækkert+lækkert=luksus.

Luksus-Mondeo parkeret foran Ytas Saltsjöbad. Lækkert+lækkert=luksus.

Man kigger i arkiverne, finder et italiensk designvaremærke fra 50erne man tilfældigvis ejer retten til, støver det af, og klasker det på nye topversioner af Ford Mondeo, Ford S-Max og den kommende luksus-SUV Ford Edge. Navnet er Vignale, og de nye Vignale-modeller, skal svøbt i dyr læder og andre udstyrslækkerier, holde Fords kræsne kunder væk fra de djævlsk fristende tyske premiummærker Audi, BMW og Mercedes.

Læderet er ekstra tykt i Vignale. Af taskekvalitet bedyrer Ford - hvadend det betyder.

Læderet er ekstra tykt i Vignale. Af taskekvalitet bedyrer Ford – hvadend det betyder.

For et par uger siden var jeg i Sverige og prøve den første Vignale-model. En Ford Mondeo Vignale med 210 dieselhestekræfter og mere frækt læder end i Eddy Murphys garderobe til 80er- showet ‘RAW’. Det kom der denne her artikel til Berlingske ud af:

fords luksusangreb

Fords nye Vignale-modeller skal løfte Ford op på hylden for luksusvare. Vi tester Ford Mondeo Vignale og er både imponeret, besnæret og skuffet

Af Henrik Dreboldt | henrik@bilen.dk

Ford vil til at lave luksusbiler. Biler der svøbt i læder og udstyr skal holde traditionelle Ford-kunder væk fra de tyske prestigemærker og gerne lokke nye til. Nu tænker du måske at Fords seneste forsøg udi luksus led en stille og retfærdig død med den sidste Ford Scorpio. Bilen der lignede en blanding mellem en trist hammerhaj og en smeltet yankeebar. Det er sandt, men i USA er Fords luksusmærke Lincoln stadig stærkt, og topudstyrsudgaverne af deres modeller på det amerikanske marked, får også en dansk Ford Mondeo Titanium til at ligne den monkeyclass-billet, den ret beset er, hvis vi taler rigtig luksus. Så Ford kan godt det der med luksus, og nu vil de have europæerne med ombord.

I stedet for at hive deres amerikanske luksusprodukter til Europa, har Ford lagt sig i selen for at udvikle et helt selvstændigt luksusunivers under Vignale-betegnelsen. Et smart træk da europæerne næppe ville betragte Lincoln-navnet med samme affektionsværdi som amerikanerne, og så er Lincoln-bilerne i øvrigt alt for store til det europæiske vejnet.

Ny lygtekosmetik, kromstriber på siden og en ekstra tyk lakering, er bare nogle af de ekstrating du får med, hvis du vælger en Vignale model...

Ny lygtekosmetik, kromstriber på siden og en ekstra tyk lakering, er bare nogle af de ekstrating du får med, hvis du vælger en Vignale model…

Tilbage i 1974 købte Ford Vignale-navnet sammen med Ghia. Siden blev Ghia-navnet brugt flittigt af de dyre udgaver af Fords personbiler. Ghia blev synonymt med dyb plys og masser af falske træpaneler. Men det er formodentligt cerut-arven, der har gjort, at Ford er gået uden om Ghia-navnet i denne omgang, og i stedet puster Vignale-navnet af, som de aldrig aktivt har benyttet før.

Alfredo Vignale startede sin karosserivirksomhed efter Anden Verdenskrig, og byggede karrosserier til alt fra Fiat til Ferrari. Det er Vignale, der har designet den store og semi-ikoniske Jensen Interceptor. Men i 1971 solgte Alfredo Vignale virksomheden til De Tomaso, som i 1974 solgte navnet sammen med Ghia-navnet til Ford.

Med Vignale-konceptet vil Ford skabe en ny biloplevelse til deres kunder, hvor både produkt og kundeoplevelsen rykker fra økonomi til businessclass. Vignale-modellerne skal kun sælges i fem dedikerede Fordstores i Danmark, og der skal kunderne mødes i en særlig Vignale lounge med designermøbler og dyr kaffe, hvor butikkens dedikerede Vignale-medarbejder vil guide kunden gennem købsprocessen. Ved service kan kunden få bilen hentet og bragt fra privatadressen, og bilen bliver samtidigt totalklargjort, så den står så tæt på ny som muligt. Det lyder alt sammen besnærende og helt rigtigt, hvis man vil holde på de kunder, som har haft tre Ford Mondeo’er i det hidtil højeste Titanium-udstyrsniveau, men som gerne vil kravle højere op i luksustræet. De behøver dermed ikke søge til Audi, BMW eller Mercedes. Men en ting er den mere eksklusive kundeoplevelse, noget andet er produkterne. I første omgang lancerer Ford en Vignale-udgave af Ford Mondeo, og dernæst følger en S-Max. Senere kommer SUV’en Ford Edge også, men så er vi nok henne i slutningen af 2016.

Kabinen er både lækker og sjusket. Lækker fordi både sæder og instrumentbord er svøbt i lækkert læder. Sjusket fordi nogle af plastelementerne simpelthen fremstår for nærige til en bil i +500.000 kr. klassen...

Kabinen er både lækker og sjusket. Lækker fordi både sæder og instrumentbord er svøbt i lækkert læder. Sjusket fordi nogle af plastelementerne simpelthen fremstår for nærige til en bil i +500.000 kr. klassen…

Det er netop en Mondeo Vignale, jeg er krøbet bag rattet på for at teste konceptet på en tur fra København til Sydsverige. Vignale-modellerne er bygget på samme samlebånd som den almindelige europæiske Mondeo i Valencia, men en række karosserielementer er anderledes, lakken er tykkere, den har mere udstyr, og så er den udstyret med en læderkabine i taskekvalitet, som er meget overbevisende. Den tunge duft af nyt læder fortæller næsen, at vi er landet på en anden hylde, end dér den almindelige Mondeo normalt står. Vignalemodellerne fås kun med Powershift dobbeltkoblingsgear og med de største motorversioner i Danmark. Det vil sige en to-liters dieselmaskine på enten 180 eller 210 hk eller en to-liters turbobenzinmotor på 240 hk. Testbilen har den ny 210 hk dieselmotor med bi-turbo under hjelmen, og den savner ikke saft eller kraft. Bilen rykker potent fra 0-100 km/t på 8,1 sekunder, har en topfart på 228 km/t og præsterer på papiret 19,2 km/l. Bortset fra en lidt nærværende diesellyd under kraftig acceleration, så er der ikke en finger at sætte på drivlinjens overskudattitude, der emmer af luksus.

Der, hvor det kniber lidt for Mondeo Vignale, er på kvaliteten af visse kabineelementer. Overordnet set opleves den lækker, men der er elementer af hård plast på døren og klappen til handskerummet, der står i skærende kontrast til det lækre læder og rigtige aluminium. Ford er tæt på at lykkedes med den totale oplevelse, men få detaljer trækker ned som et par hvide tennissokker til et skræddersyet jakkesæt. Nu er den amerikansk fødte Mondeo heller ikke det allerbedste udgangspunkt til en Vignale-model, fordi den også i standardudgaven har udfald i kabinen. Men jeg har set Vignale-udgaven af den mere europæiske S-Max, og der er vi ude over startvanskelighederne.

Prisen for at opgraderer fra monkey- til businessclass er cirka 100.000 kr. i Mondeo-regi. En Ford Mondeo 2,0 TDCi stationcar med 210 hk og Powershift i Titanium-udstyr koster ca. 530.000 kr. Vignale-versionen, som den jeg kører, koster ca. 630.000 kr. For de ekstra penge får du en fuldfed læderkabine, LED-lyspakke, lækrere lakering, Ford SYNC med otte tommer skærm, el-sæder, læder på døre og instrumentbord, parkeringssensorer og bakkamera. En pakke der hurtigt ville passere 100.000 kr., hvis den skulle tilføjes en Titanium som ekstraudstyr. Den billigste Vignale-model bliver den firedørs med 180 dieselheste til ca. 580.000 kr.

Perspektivet for Vignale er spændende, og det samme er Fords ambition om at holde på glade kunder, der ønsker mere luksus. Mondeo-udgaven er en fin start, men først med S-Max og Edge er Ford klar med et regulært og flyverfærdigt luksusprogram, og så kan det være, at de endda kan erobre kunder den anden vej, så også de tyske prestigebilskøbere måske lader sig friste af dyre lædermøbler, designerkaffe og det besnærende italiensk-klingende Vignaleunivers.

FAKTABOKS

Model: Ford Mondeo Vignale 2,0 TDCi Powershift

Pris: ca. 630.000 kr.

Sikkerhed Euro NCAP: 5 stjerner (2014)

Mål: (L/B/H): 487/185/146 cm

Køreklarvægt/last: 1.619/711 kg

0-100 km/t på 8,1 sekunder

Topfart: 228 km/t

Forbrug: 19,2 km/l

CO2 udledning: 134 g/km

Årligt ejerafgift: 4.460 kr.

Garanti: 2/3/12 år

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s