DETROIT MOTORSHOW: Årets første store motorshow i Detroit har været en mærkværdig oplevelse. Udstillernes stande var fyldte med fede trucks og potente muskelbiler, men oppe på de podier, hvor de store lanceringer fandt sted, handlede det om undskyldninger, el-biler, og mobilitet. Det var selvmodsigelsernes udstilling. Men ledte man længe nok, var der alligevel masser af fede og fantastiske biler på udstillingen. Her er en række af mine personlige favoritter fra showet.
Ford GT
Fords nye superbil blev fra starten af udviklet til at skulle dyste på Le Mans. Sidste år i Detroit så vi prototypen, på Le Mans proklamerede Ford at de vender tilbage til Le Mans til sommer, og i år så vi den endelige produktionsmodel. +600 hk fra en turboladet 3,5 liters V6 motor og et udviklingsforløb der har stilet direkte efter en Le Mans sejr. Skal vi gætte på, at bilen bliver uhyggelig skarp en konkurrent til Ferrari og Lamborghini, når det handler om kompromisløse præstationer?Chevrolet Spark
Chevrolets lille Spark sælges ikke længere i Danmark, men de amerikanere der endnu ikke har opdaget, at benzinpriserne er røget helt i bund igen, kan købe en Spark og dulme den dårlige miljøsamvittighed. Udstillingsmodellen havde naturligvis fuld læderstue og automatgear.Chevrolet Bolt
Chevrolets stand var det bedste eksempel, på en modsætningsfyldt stand. Nede på gulvet på den flere hundrede kvadratmeter store stand, myldrede det med fede Silverado pickups og Camaro muskelbiler. Men på podiet handlede det om el-bilen Bolt og den nye Cruze, der er en Opel Astra i cowboybukser og stetsonhat. Bolt var spændende med en rækkevidde på +300 km og en pris der bør kunne konkurrere med Nissan Leaf. Måske den kommer til Europa i Opel-regi.Nissan Titan Warrior Concept
Mens de fleste havde travlt med alibikoncepter, der understregede producenternes rene samvittighed og gode intentioner, så stillede Nissan med dette V8-monster af en pick-up truck. Amerikanerne elsker deres pick-ups, og kommer den her i produktion i det her rå format, vil den med garanti blive et hit hos køberne. Men næppe hos miljøorganisationer eller de politisk korrekte.Ford Raptor
Mens Nissans monstertruck blot var et koncept, er Fords vanvittige Raptor det ikke. Den har samme motor som Ford GT – omend med færre heste. Den får efter sigende +400 hk, en ny 10-trins gearkasse og et nyudviklet 4X4 system, der gør den endnu bedre til hill-billy udflugter til ørkenen med automatbåven – US-style.Infinity Q60
Jeg har før hævdet, at japanerne er decideret uduelige, når det kommer til bildesing. Men den nye Infinity Q60 er vitterligt vellykket. I USA skal den tage kampen op mod BMW 4-serie og Mercedes C-Coupé. Infinity er på få europæiske markeder, men er ikke på vej til Danmark. Desværre, når man ser den nye Q60.Mercedes E-Klasse
Den nyhed, der trak flest mennesker i Detroit, var Mercedes’ nye E-Klasse. Den har mere teknologi, mere sikkerhedsudstyr og flere selvkørende teknologier end nogensinde set før i den store prestigeklasse. Vi får den på gaden i Danmark før sommeren 2016.Volvo S90
Volvos nye S90 ser bedre ud i virkeligheden end på billeder. Den store sedan, der skal løfte Volvo op i klasse med BMW 5-serie og den nye Mercedes E-klasse er smuk, charmerende og proppet med sikkerhedsudstyr. Den er baseret på samme platform som XC90, og det lover fantastisk. Kommer til Danmark i sommeren 2016.BMW M2
BMWs nye junior M-model, sender forventningerne helt op i stratosfæren. Med 360 hk får den min BMW-favorit M235i med 326 hk, til at blegne. Strammere undervogn, mere punch og bredere hofter. Tror jeg skal en tur til Alperne til efteråret og teste den. Vi glæder os til at se den i Denmark i løbet af 2016!Audi h-tron Quattro Concept
Audi h-tron har meget tilfælles med Audis e-tron Quattro Concept, som tyskerne viste i Frankfurt i september 2015. Men hvor e-tron var en ren el-bil, har h-tron en brint-brændselscelle, der producerer strøm på brint. Den er altså stadigvæk en el-bil med el-motorer, men den skal ikke lades op med strøm fra stikkontakten, men bare tankes op med brint. Rækkevidden er teoretiske 600 km, på en optankning brint. Bilen er kun et koncept, men den viser, at Audi også tager brintbilsteknologien gravalvorligt.Chrysler Pacifica
Chrysler benyttede Detroitmessen til at relancerer deres store MPV og omdøbe den fra Voyager til Pacifica. Vi får ikke bilen til Danmark, men den lanceres også som hybridmodel i USA, og det er første gang Fiat/Chrysler-gruppen hopper på hybridvognen. Det lover godt for fremtidige Fiat-biler og udsigten til en italiensk hybrid.VW Tiguan GTE Active Concept
Volkswagen præsenterede en plug-in-hybrid udgave af den nye Tiguan. Men først efter de endnu engang havde undskyldt for dieselgate-skandale. Tiguan GTE er en konceptbil med 225 hk og anstændige offroad-egenskaber, der får den udgående Tiguan til at ligne en vandkæmmet artig-Verner. Om Tiguan GTE Active Concept bliver en realitet, kan kun fremtiden vise, men den nye Tiguan introduceres – foreløbigt med benzin- og dieselmotorer (150-220 hk) – i Danmark i løbet a foråret.Konklusion
Detroit havde læssevis af fede biler. Alle muskelbilerne var der – fra Mustang over Camaro til Challenger. Supersportsvognene var repræsenteret ved Dodge Viper og Chevrolet Corvette. Og du kunne ikke sparke dig frem for pick-ups fra både Ford, Dodge, Chevrolet og GMC. Men det var ikke de biler producenterne talte om. De talte om mobilitet og el-biler, som om de ikke ville stå ved den nuværende succes og salgshit. For den amerikanske bilindustri tjener igen gode penge, og amerikanerne køber masser af pick-ups, muskelbiler store SUV’er. Den modsætning gjorde Detroit til en mærkværdig oplevelse. Forhåbentligt finder de bilbegejstringen frem til næste år, for der var ærligt talt ikke meget at blive begejstret for for en motorentusiast, hvis bilproducenternes egne darlings står som strømpil for udviklingen.