FREMTID: Jaguar er midt i en historisk modeloffensiv, og det næste mål er det lukrative SUV-marked. Man kan med god ret spørge, hvorfor det britiske adelsmærke med den stolte tradition for hurtige sedaner og forførende sportsvogne pludseligt skal lave højbenede SUVer?

Den kører sikkert fremragende, men skal en engelsk SUV ikke komme fra Range Rover eller Land Rover? Måske – men Jaguar har analyseret markedet, og resultatet er i deres optik, at der er plads til en SUV med et jaguar-logo på snuden.

Selv baglygterne er planket fra F-type, og tro det eller lad være – men den ser i min optik besnærende ud.
Jeg har både set den og siddet i den, og der levede den op til forventningerne. Til april har jeg fornøjelsen af at skulle testkøre den i Montenegro, og så vender jeg tilbage med en endelig dom over vognen. Teoretisk set, er jeg stadigvæk forbeholden overfor konceptet (Læs min tidligere klumme her: https://kuffertogkoerehandsker.dk/2015/10/15/jaguar-en-suv-for-meget/), men den endelige dom må vente til efter testkørslen.
Jaguar i Danmark har høje forventninger til modellen. Især da de endelige priser blev præsenteret. F–PACE starter fra kr. 645.900 kr. og som firmabil fra kr. 474.649 kr. ved erhvervsbeskatning. Det betyder, at Jaguar forventer et salg i samme størrelsesorden som Jaguar XE og Jaguar XF. Med F-Pace på programmet får Jaguar sin femte modellinje i programmet, og selvom model-porteføljen stadigvæk er markant mindre end BMW og Mercedes, så bringer det dem et skridt nærmere en rolle som førsteudfordre til tyskerne. En rolle som briterne fremover må formodes at skulle slås med Volvo og Alfa Romeo om. Men spændende bliver det, og lægger man ørene helt tæt til vandrørerne, er F-Pace ikke den sidste SUV-model fra Jaguar. Men indtil rygterne om en mindre SUV bliver bekræftet, må vi nøjes med at glæde os til F-Pace.