Kom helt tæt på Kevin Magnussen

DOBBELTPORTRÆT: “Kevin Magnussen var ikke noget ønskebarn. Hans mor var 17, hans far 19, da han kom til verden i Roskilde 5. oktober 1992. Mor ville være mor, og far ville være professionel racerkører. I England. Så kernefamilieformatet var aldrig en mulighed. I mange år så Kevin derfor kun sin far en dag om måneden, når han kom hjem til Danmark for at køre løb eller besøge ham.”

Sådan starter mit dobbeltportræt til Berlingske med Jan og Kevin Magnussen fra marts 2013. Jeg interviewede dem begge hjemme i Jan Magnussens køkken. Før Kevin kom i Formel 1. Dengang stod han foran sin afgørende sæson i Formel Renualt. En sæson han vandt. I denne weekend debuterer han for Renault i Formel 1. Der er sket sindsygt meget på de tre år. Men historien om far, søn og racerbilerne er stadigvæk sindsygt fascinerende. Så tilbage til artiklen under billedet.

Kevin Magnussen er blevet voksen på de seneste tre år. Nu rammer han Formel 1 feltet som en erfaren køre. Da jeg interviewede ham i 2013, var al det kun en drøm.

Kevin Magnussen er blevet voksen på de seneste tre år. Nu rammer han Formel 1 feltet som en erfaren køre. Da jeg interviewede ham i 2013, var alt det kun en drøm.

ARTIKLEN FORTSAT (trykt i Berlingske d. 27 marts 2013…)

I 6. klasse blev Kevin smidt ud af skolen og måtte begynde på en ny. Det eneste, han havde lyst til, var at køre gokart og blive Formel 1 kører. Ligesom sin far. Klasselæreren kaldte det en »sød drøm«, inden hun smed ham ud. En ungdom som rod i Roskilde lå lige for.

Men i dag, små ti år senere, er Kevin Magnussen Danmarks største Formel 1 håb nogensinde med en læreplads i et af sportens største teams, McLaren. Og så siger hans far selv, at Kevin har talentet. Og faren burde vide det. Han hedder Jan Magnussen, er tidligere indehaver af talenttitlen og eneste dansker, der nogensinde har scoret point i motorsportens kongeklasse Formel 1. Han har levet af at være professionel racerkører, siden han flyttede til England i start-90erne og har kørt næsten alt, hvad der er værd at køre. Le Mans, Formel 1, Nascar, sportsvognsracing og DTC.

Kevin derimod er 20 år og kun på vej. Men med en fænomenal Formel 1 testdebut tilbage i november hos McLaren, er han længere, end Jan var på hans alder. Og målet er at blive verdensmester i Formel 1, hvor lønninger tælles i trecifrede millionbeløb, og antallet af tv-seere på verdensplan får en almindelig Champions League fodboldkamp til at ligne Pingvin Cup for juniorer i den lokale svømmehal.

Det kan imponere, at Kevin er lykkedes så godt. Men det imponerer mere, at han overhovedet har valgt samme vej som sin far. Han har om nogen oplevet bagsiden ved en karriere i motorsport og set, hvad det kræver. Afsavnet, uheldene og de mikroskopiske odds for at lykkes. Alligevel gør han det. Springer ud på dybt vand – med øjnene åbne.

»Jeg er racerkører, fordi jeg elsker det. Ikke fordi jeg bliver nødt til det. Jeg kunne blive lykkelig uden race. Måske ikke lige så lykkelig, som hvis jeg når mit mål og bliver verdensmester i Formel 1. Men lykkelig. Så jeg har ikke det pres, som mange andre racerkører har, når de kun har race. Jeg gør det, fordi det er det, jeg vil,« siger Kevin Magnussen i en lang talestrøm mod enden af interviewet.

Et par timer tidligere byder Jan Magnussen indenfor i sit hus i Roskilde. Et stykke moderne arkitektur i glas og hvide flader på en nybebygget villavej. Hjemmet betyder alt for ham. Det er rammen for hans familie, og den er det vigtigste i hans liv i dag. Ikke som i 1992. Jan Magnussen er mindre, end man forestiller sig. 170 centimeter fordelt på 65 kg. Indenfor i det lyse køkkenalrum sidder Kevin Magnussen allerede ved bordet og leger med Jans to andre børn. Luca på tre og Millie på et. Han elsker sine to små halvsøskende, og de er Jans et og alt.

Kevin ligner Jan. Bare yngre. Samme statur, samme smil, men lidt mere afmålt.

I de første år af Kevins liv så han som oftest kun sin far med en racerbane som kulisse. Enten når Jan var i Danmark og køre løb, eller når Kevin var med sin mor ude til et af Jans løb i udlandet. Og her blev han suget ind i sporten, der holdt hans far væk.

»Fra starten forbandt jeg 100 procent min far med race, og så blev race til noget helt vildt fedt. Men jeg kan også huske, jeg blev frustreret over, at han ikke havde tid. Det var fedt at se ham køre, men jeg ville jo også gerne tale med ham, når han kom ind. Men der havde han for travlt,« fortæller Kevin.

Kom du så ikke til at hade racerløb?

»Det var frustrerende. Men jeg elsker jo at se min far køre, så det var meget mere fedt end skidt.«

Hvornår begyndte du selv at køre?

Jan bryder ind med sit karakteristiske skæve smil.

»Vi plejer at sige, at da han kom ud af bleen, måtte vi finde et mindre sæde til ham.«

Fordi Jan var i England, var det Jans bror Erik, der hjalp Kevin i gang. Det var ham der lærte Kevin at køre – akkurat som han havde oplært Jan 15 år tidligere. Jan betalte, men var ikke med ude på banerne og spillede aldrig en praktisk rolle i Kevins udvikling.

»Kevin higede efter det. Det var det og ikke en skid andet,« som Jan formulerer det.

Higede du efter det for at komme tættere på din far?

»Når jeg kørte, havde det aldrig noget med ham at gøre. Han var jo sjældent til stede. Så nej. Jeg fik ikke mere ud af ham, bare fordi jeg kørte. Men jeg tror, vi er heldige, at jeg også gik den vej, så jeg kunne forstå hans valg og passion. Jeg kender mange, som ikke forstår deres far og det, han laver. Det er gået ud over forholdet mellem dem. Men jeg forstår kompromisløsheden. Forstår, hvad det kræver for at lykkes.«

Så I er tættere nu end nogensinde?

Jan og Kevin svarer »Ja« i munden på hinanden. Og taler så race som to botanikere, der diskuterer forskellen på karse og brøndkarse.

»Jeg synes jo, det er herrefedt, at Kevin er nået så langt, som han er nu. Der føler jeg mig super privilegeret,« siger Jan.

Jan Magnussen har stort set kørt alt – og vundet det meste.

Jan Magnussen har stort set kørt alt – og vundet det meste.

I 2012 udgav Jan Magnussen bogen »Racerkører – et håndværk«. Den handler om livet som racerkører og de valg, der skal træffes, hvis man vil til tops som professionel racerkører. Og konsekvenserne af de valg. Blandt de menneskelige konsekvenser et liv som professionel racerkører har.

I bogen skriver du blandt andet, at du rådede Kevin til ikke at blive racerkører. Men hvorfor og hvornår?

»Det har jeg løbende gjort. Kevins melding var, at han ville være verdensmester i Formel 1. Det tager ganske givet noget af legen ud af livet som racerkører. Jeg har de samme ønsker og forhåbninger til, at Kevin lykkes, som alle andre fædre har for deres sønner. Og jeg ved jo godt, at selvom han er god, er det stadig en umulig mission, han er på. Der er 22, som kommer ud at køre formel 1 hvert år. Det er ikke mange flere, end der har været på månen. Så det er sådan lidt…«

Han holder en tænkepause.
»Men når der kommer en knægt og siger, at han vil være Formel 1 verdensmester, så er det eneste, man ikke må sige: »Arrhh, helt ærligt, vær nu lige lidt realistisk.« Man må ikke dræbe det. Jeg har en stor en tro på den energi, der er i den naive forestilling om, at noget kan lykkes. Når man kan se det og mærke det – ja, fandme næsten smage det, så kan man også få folk med på idéen. Der er så meget kraft i den naive tro. Det forstod Kevins skolelærer aldrig.«

I 2004 blev Jan Magnussen gift og fik børn med Christina Magnussen. Det har sat faderrollen i perspektiv. Han har oplevet nogle af de ting, han ikke oplevede med Kevin. For eksempel var Jan ude at køre racerløb den dag, Kevin blev konfirmeret. Det, mener Kevin, dog var et større tab for Jan end for ham.

»Der var for meget, jeg gik glip af med Kevin. Men det er først nu, at jeg ser det. Dengang havde jeg ingen andre børn at holde det op imod. Jeg havde den her tro på, at jeg skulle være racerkører, og det syntes jeg, var meningen i livet. Så jeg mærkede det ikke. Men nu ser jeg, hvor fantastisk det er med de andre og mærker, at det var for stor en ting at give op. Jeg håber for Kevins skyld, at han, når han skal stifte familie, gør det på sine præmisser, hvor han kan være der,« siger Jan.

I »Racerkører – et håndværk« er der et afsnit om dig, Kevin, hvor du blandt andet siger, at du ikke vil stifte familie foreløbig. Men der må også være andre fravalg?

»Jamen, det er ikke et fravalg. Det er en konsekvens. Der er også mange gange, hvor jeg ville ønske, at jeg gik på gymnasium med hele det sociale liv, der følger med. Det misser jeg 100 procent. Men jeg har masser af venner herhjemme (Kevin bor i England). Og der skiller jeg mig ud fra andre racerkørere.

Jeg oplever ikke særlig mange racerkørere på min alder, der har et netværk af tætte venner. Man bliver jo tæt med andre racerkørere og taler med dem. Men de har bare… de er afstumpet på en eller anden måde. De mangler nogle værdier i deres liv uden for racerbanen. Jeg tror ikke, at jeg kunne elske min sport ligeså meget, hvis den betød alt. Jeg kan elske den fuldt ud, fordi jeg ikke føler, den stopper mig i at være menneske. Jeg elsker det bare, fordi det er fedt.« siger Kevin.

I midten af 1990erne ramte Jan Magnussens karriere sit første højdepunkt, da han debuterede i Formel 1. Han nåede at få et enkelt løb for McLaren, et af sportens største teams, inden han skiftede til det problemramte Stewart Ford team.

Da Kevin fyldte fem år, modtog han et personligt fødselsdagskort fra Ron Dennis – ejeren af McLaren. Der stod: »Bliver du nogensinde lige så god som din far, så giv mig et ring.« Det gjorde han. Og gav Dennis et ring. Eller rettere hans manager Dorte Riis Madsen gjorde, hvilket blev starten på Kevin Magnussens spirende Formel 1 karriere.

Han fik sat et møde op med McLaren, hvor de gjorde ham klart, at han kun havde fået det på sin fars meritter. Skulle han inviteres igen, måtte han gøre sig fortjent til det. De anbefalede ham blandt andet at gå tilbage til gokart. Men i 2008 havde Kevin som 15-årig taget springet fra gokart til formelbiler, og han skulle ikke tilbage til kravlegården. Så han ignorerede deres råd og drog til Tyskland, hvor han i 2010 i en dårlig bil og under uhyre svære forhold blev nummer 3 i det tyske Formel 3 mesterskab.

Det vækkede McLarens interesse, og de skrev udviklingskontrakt med ham. Så i 2013 skal han sideløbende med sit job hos DAMS teamet i World Series by Renault 3.5 jævnligt gennemgå en masse træning i McLaren-regi for en dag måske at blive en af holdets to kørere i Formel 1.

Som en del af det program inviterede McLaren ham til Abu Dhabi sidste år i november for at prøve kræfter med teamets Formel 1 bil. For første gang nogensinde.

Resultaterne fra testen i Abu Dhabi taler for sig selv. Her kørte Kevin Magnussen hurtigere end McLarens førstekører og tidligere verdensmester Jenson Button gjorde et par dage tidligere. I samme bil på samme bane.

Og Jan Magnussen stod på sidelinjen og kiggede på.

»Det var jo et gigant øjeblik, hvor alt rykkede. Det blev bare så åbenlyst, hvor overdrevet god han er. Det lyder åndssvagt at sige, at jeg var overrasket, men det var jeg sgu alligevel. Jeg har altid troet meget på ham og hans kunnen, men jeg tror ikke, at nogen havde troet, at han i virkeligheden er så dygtig. Det rykkede helt vildt for mig,« siger Jan Magnussen.

Kevin smiler, mens han kigger alvorligt på sin far.

Kan du huske præcis, hvornår du tænkte wow, han har det sgu?

»Det var, da han skulle ud på første runde. Der er mange biler, som kører 300 og 330 km/t som en Formel 1 bil. Men der, hvor den bliver ekstrem, er når den bremser og drejer. Så da han kom ned ad baglangsiden og skulle bremse ned til et andet gears sving… Dér var jeg hans far, der tænkte: »Holy shit, det går hurtigt, det her.« Og så bremsede han meget sent. Jeg har det faktisk på mobil, så du kan se det bagefter. Det var eddermame skræmmende. Men så gjorde han det bare igen og igen. Og han rykkede hele tiden grænsen…Det var så vild en oplevelse. Jeg kunne overhovedet ikke holde min kæft, da jeg kom hjem. Det var det eneste, jeg kunne tale om.«

Var det som far eller kollega?

»Begge dele. Det var dyb, dyb respekt som racerkører, og så den her stolthed, som kun en far kan have.«

Hvad betyder det for dig, at din far har det sådan, Kevin?

»Rigtigt meget, fordi det hele jo startede med, at han kørte race. Hvis far ringede og sagde, at han var stolt, da jeg kørte gokart – det betød rigtig, rigtig meget. Det var også derfor, at jeg helt vildt gerne ville have ham og Erik med til testen. Det er de to, jeg gerne ville dele det med,« siger Kevin.

Kunne du have sat dig i Formel 1 bilen i Abu Dhabi og kørt lige så hurtigt som Kevin?

»Det tror jeg ikke, at nogen kunne. Jeg er ret sikker på, at det er den bedste debut nogensinde i en Formel 1 bil,« siger Jan.

Jan fik aldrig vist mobilfilmen. Men det er okay. Hvis Jan siger, at Kevin er god, så er han det. Jan er trods alt eneste dansker med Formel 1 point på kontoen – om end det kun blev til et enkelt i den halvanden sæson, som han nåede for Stewart Ford teamet i midten af 90erne.

Mens Jan Magnussen aldrig fik succes i den fornemste racerklasse, spås Kevin en lovende fremtid i Formel 1. Hvis han når så vidt. Først skal han bevise, at han kan vinde pokaler. Siden han i 2008 vandt den danske Formel Ford serie, har han ikke stået øverst på skamlen efter en sæson.

I år skal Kevin ved siden af sin testkontrakt med McLaren køre Formel Renault, og han ved, at kun førstepladsen tæller, hvis han vil tage det sidste skridt op i Formel 1. En sportsgren, hvor de bedst betalte kørere får ca. 200 millioner kroner i årsløn – før sponsorater.

Gad vide, hvad klasselæreren tænker om sin underpræsterende 6. klasseselev i dag?

LÆS FAKTABOKSE OG SE FLERE FEDE BILLEDER I DEN ORGINALE BERLINGSKE ARTIKEL HER

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s