TEST: Toyota Auris bliver nr. 7 – Slået ud af et bedre felt…

GOLF-KLASSE-STORTEST: Jeg har kørt syv modeller i Golf-klassen, og rangerer dem fra nr. 7 til nr. 1 over 14 dage – med en ny bil på kuffertogkoerehandsker.dk hver anden dag. Vi starter bagfra med Toyota Auris, der bliver nummer 7.

Toyota Auris er en gedigen bil. Men designet er uelegant og køreoplevelsen metadonbedøvet, og det tænder en entusiast som mig af...

Toyota Auris er en gedigen bil. Men designet er uelegant og køreoplevelsen metadonbedøvet, og det tænder en entusiast som mig af.

Feltet tæller i tilfældig rækkefølge Volkswagen Golf, Kia Ceed, Renault Megane, Opel Astra, Toyota Auris, Ford Focus og Peugeot 308. Det er de syv mest interessante biler i Golfklassen med nye downsizede turbobenzinmotorer lige nu. Testbilerne er valgt med næstlaveste udstyrsniveau – som oftest er det hvad køberne vælger.

Biler som Skoda Octavia, Seat Leon, Honda Civic, Hyundai i30, Mazda 3 og Nissan Pulsar kunne også have været med. Men de fås ikke med de bette 3-cylindrede turbomotorer, som størstedelen af testfeltet har, og det er dem der er omdrejningstemaet i testen. Renault Megane og Toyota Auris er undtagelserne, men Megane er spritny på markedet, og Toyota er ny i turbofeltet, så de er med på wildcards.

At Toyota Auris må tage til takke med sidstepladsen, er måske hårdt dømt. Men på kuffertogkoerehandsker.dk er det mig som bilentusiast, der dømmer på subjektive kriterier som køreglæde, design og x-factor. Det betyder ikke at værdi-for-pengene ikke tæller, men det tæller ikke så tungt som mine personlige præferencer.

Indenfor er stilforvirringen total (modelfoto), med en rodet opbygning og et centeralter sovset i pianolak.

Indenfor er stilforvirringen total (modelfoto – ikke testbilen), med en rodet opbygning og et centeralter sovset i pianolak.

Listen over ting hvor Toyota’en må se sig slået af det stærke felt tæller blandt andet et lamt styretøj, kikset design, halvtam motor og et rodet instrumentbord. Kombineret med en pris på testbilen på 261.990 kr., der gør den til testens dyreste, betyder det, at den må tage til takke med en plads som agterlanterne. Men den er ikke håbløst bag resten af feltet. Nummer 5, 6 og 7 er ekstremt tætte, og adskiller dine præferencer sig marginalt fra mine, kunne du sagtens ende med at foretrække Auris over de to andre i bagerste del af feltet.

Hvis vi starter med køreoplevelsen, så er den nye firecylindrede Toyota turbomotor på 1,2 liter en meget beleven størrelse. Den er støjsvag og leverer et anstændigt punch. Dens 116 hk er ikke imponerende i dette felt, men den lider ikke af samme grovkornede lyd, som nogle af de tre-cylindrede motorer. Brændstoføkonomisk er den opgivet til 21,3 km/l, og det placerer den midt i feltet rent forbrugmæssigt. I forhold til Opels, Fords, Volkswagens og Peugeots motorer, opleves den dog for svag, og selvom ingen af bilerne i feltet er racerbiler, opleves Toyotaen ikke som om den rammer 100 km/t på de opgivne 10,3 sekunder. Måske det er fordi alting bare føles så bedøvet og industrielt. Styretøjet får godt nok hjulene til at dreje, men det leverer ingen respons. Speederen får motoren til at tage omdrejninger, men uden indføling. Alting er som smurt i bedøvende salve. Det betyder på den anden side, at er du en bilist der er fuldstændigt ligeglad med feedback og køredynamik, så har du her bilen, der gør hvad du beder den om, uden at melde tilbage. Det vil givetvis tiltale en del bilkøbere, og er måske en af forklaringerne på, at Toyota Auris sælger så relativt anstændigt, som den gør. Men for bilnørder og køreentusiaster er der større glæde i at køre Suzuki Wagon R i Gran Turismo på Playstaion, end i at køre Auris 1,2T i virkeligheden.

Hvad er pointen med et digitalur med knapper du kan stille tiden på? Jeg mener – alle andre producenter har for længst integreret uret enten i instrumenteringen bag rattet eller på infotainmentskærmen. Toyota insisterer dog på, at have uret helt selvstændigt – som en hyldest til et i forvejen rodet kabinedesign.

Hvad er pointen med et digitalur med knapper du kan stille tiden på? Jeg mener – alle andre producenter har for længst integreret uret enten i instrumenteringen bag rattet eller på infotainmentskærmen. Toyota insisterer dog på, at have uret helt selvstændigt – som en hyldest til et i forvejen rodet kabinedesign.

Design er en smagssag, men Toyotas linje har i min optik langt mellem højdepunkterne. Især kabinen er mærkværdig sat op, med mange forskellige typer kabineplast og en spøjs lodret vinkling af instrumentbordet. Flødeskumsdetaljen på den smagsforvirrede lagkage er det nævenyttige digitalur med én knap til at stille timer og én knap til at stille minutterne. Kom nu Toyota, dem efterlod de andre producenter tilbage i 00’erne sammen med Aqua og Anders Fogh.

Inden det stikker helt af og kommer til at tage karakter af en kampskrift mod Toyota Auris, så er der også lyspunkter. Bagsædepladsen er blandt klassens bedste, så har du langlemmede teenagers er Auris et fornuftigt alternativ. Toyotas brugtbilsværdier og notorisk høje kvalitetsniveau er også med til at gøre Auris til det trygge valg. Køber du japaneren, er der en solid sandsynlighed for, at du kun kommer forbi dit lokale Toyotaværksted, når bilen skal serviceres. Kombinationen mellem tryghed, høj gensalgsværdi og en følelsesforladt køreoplevelse taler til en del købere, og for dem vil Auris sidde lige i skabet. Det er ikke en bil man sådan kan brokke sig voldsomt over, hvis vi forholder os klinisk objektivt til den.

Men med mine subjektive briller går der for megen alibibil i den. Den vil ikke noget særligt andet end at levere fornuft på fire hjul. Jeg vil have følelser, og det sender Auris ned på sidstepladsen blandt testfeltets syv fine biler.

FAKTA: TOYOTA AURIS

Testbil: Toyota Auris 1,2 T2 Comfort

Pris: 261.990 kr.

Motor: R4 1,2 liters benzinturbo

Ydelse og moment: 116 hk og 185 Nm

Præstationer: 0-100 km/t på 10,3 sekunder og en topfart på 195 km/t

Billigste Toyota Auris model: 214.990 kr.

2 thoughts on “TEST: Toyota Auris bliver nr. 7 – Slået ud af et bedre felt…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s