ALT du SKAL vide om danskerne og duellerne i GT-klasserne på Le Mans

LE MANS OPTAKT: Le Mans er i min bog årets allerstørste motorsportsbegivenhed. I år byder det ovenikøbet på så mange dueller med så meget historisk sprængstof, at vi, allerede inden bilerne holder på gridden, kan kalde det for det vildeste længe. Her er mit take på løbet – godt hjulpet på vej af mine gode venner Nikolaj Karlshøj (PR ansvarlig for Jan Magnussen) og Le Mans ekspert Thomas Wulff (PR ansvarlig for Michael Christensen).

Ford GT da den blev nummer to på Spa i foråret. I weekenden gælder det årets helt store opgave: Le Mans, og kun sejren i GTE Pro klassen tæller!

Ford GT da den blev nummer to på Spa i foråret. I weekenden gælder det årets helt store opgave: Le Mans, og kun sejren i GTE Pro klassen tæller!

Forventningerne til de enkelte biler, kan du se længere nede. Men først lidt baggrund. Le Mans er noget helt unikt. Det er historiens længst kontinuerligt afholdte racerløb, og kombinationen af den lange historie, de uendelige rivaliseringer og løbets hårdhed, gør det til den fedeste motorsportsbegivenhed på årskalenderen. Fra 1920’ernes Bentley Boys over Ford og Ferraris kamp i 1960’erne til siden Porsche og Audis totale dominans har gjort løbet til noget helt specielt for en række bilproducenter.

Men Le Mans er mere end en sportsbegivenhed. Det er den ultimative biltest. For nok skal bilfabrikkerne have kørere som Michael Christensen, Nicki Thiim, Marco Sørensen eller Jan Magnussen og en afsindig god strategi. Men hvis ikke materiellet holder i 24 timer, så er alt det andet fuldstændigt ligemeget. Og 24 timer er uhyggeligt lang tid at holde en racerbil kørende på toppen af sin ydeevne. Bare spørg i Formel 1 pitten. Her står motorerne ofte af, inden de har kørt, hvad der svarer til længden af en helaftensfilm.

Ford stiller med fire GT'ere, og de skal forsøge at slå Jan Magnussen i Corvette, Nicki Thiim og Marco Sørensen i Aston Martin og Michael Christensen i Porsche. Og nå ja – så skal de også slå de alsejrende Ferrari 488. Det er ikke let at finde ud af hvem man som bilbegejstret dansker skal holde med.

Ford stiller med fire GT’ere, og de skal forsøge at slå Jan Magnussen i Corvette, Nicki Thiim og Marco Sørensen i Aston Martin og Michael Christensen i Porsche. Og nå ja – så skal de også slå de alsejrende Ferrari 488. Det er ikke let at finde ud af hvem man som bilbegejstret dansker skal holde med.

Det er ofte den hurtige LMP1 klasse, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Det er her bilerne er bygget specifikt til at præstere på Le Mans. Det er her, hæderen er størst, og det er her Tom Kristensen gennem årene har høstet sine mange sejre. Men mellem os sagt så ligner bilerne mere et afgangsprojekt fra DTU, end noget du ville have holdende i din indkørsel. Prototyperne har fjernet sig så meget fra gadebilerne, at de ikke længere taler til bilnørderne og deres drømme. Nuvel – de er med til at udvikle noget af den teknik, vi siden ser i gadebilerne. Men de er ikke gadebiler, og de resonerer derfor ikke så kraftigt på jeg-må-eje barometeret.

Jan Magnussens gule lyn – den larmende Corvette, der har Le Mans allerfedeste soundtrack.

Jan Magnussens gule lyn – den larmende Corvette, der har Le Mans allerfedeste soundtrack.

Derfor har jeg valgt at fokusere på GT-bilerne i min optakt. De fordeler sig mellem GTE Pro (kun professionelle kørere i de nyeste biler) og GTE Am (har amatører i kørebesætningerne og kører i sidste års racermodel) klasserne. Det er biler baseret på rigtige serieproducerede sportsvogne. Det er samtidigt bilerne, der kommer tættest på de oprindelige Le Mans biler fra 1923 – i hvert fald i filosofisk forstand. Dengang var alle bilerne nemlig gadebiler, og de fleste kørte til løbet ved egen kraft. Det var sådan det startede, og den gaderelaterede tradition hylder de racerombyggede GT-biler i det moderne Le Mans felt også. De skal være baseret på serieproducerede sportsvogne til gadebrug fremstillet i mindst 100 eksemplarer, de skal have gadebilens form, og motorens position og installation skal være den samme som i gadebilen. Det efterlader stadigvæk plads til en masse modifikationer. Men en Porsche 911 er stadigvæk en Porsche 911, en Corvette en Corvette og en Aston Martin en Aston Martin.

Det er også i GT-klasserne, at årets mest omtalte Le Mans duel gemmer sig. For Ford vender tilbage i 50-året for deres legendariske sejr over Ferrari, og kun en sejr tæller for den store amerikanske bilfabrik. Da de vandt i 1966, var det Henry Ford II ultimative hævn over Enzo Ferrari. Den italienske sportsvognsproducent havde givet Ford en kurv, da den amerikanske bilproducent forsøgte at købe Ferrari. Henry Ford II svor hævn, og det fik han, da amerikanernes første supersportsvogn GT40 klapsede de sejrsvante italienere fra Ferrari i 1966. Og i øvrigt gentog succesen i 1967, 1968 og 1969. Det forklarer også hvorfor de fire Ford GT biler i årets race har startnumrene 66, 67, 68 og 69.

Læs hele historien om Ford GT her

Men Ferrari og Ford får ikke kampen om klassesejren for sig selv. Både Aston Martin, Corvette og Porsche stiller med stærke biler i den rent professionelle GTE Pro klasse, og der sidder danskere i en bil fra alle tre mærker. Michael Christensen kører Porsche, Nicki Thiim og Marco Sørensen kører Aston Martin og Jan Magnussen stiller igen op for Corvette. Læg dertil at vi har en ren dansk Ferrari 458 i GTE Am klassen, hvor den danske Ferrari-agent Johnny Laursen stiller op i sin egen bil med racerkørerne Mikkel Mac og Christina Nielsen.

Så mens vi lader Toyota, Audi og Porsche om at kæmpe om sejren i den sportsligt mest spændende LMP1 klasse, så vælger jeg at kaste al min bilnørdede optaktsfokus på GT-klasserne, hvor den historiske duel og de mange danskere skal slås om laurbærrene. Jeg har i den forbindelse fået TV2’s tidligere Le Mans kommentator og Michael Christensens nuværende PR-ansvarlige, Thomas Wulff, til at komme med sin vurdering af de enkelte GT-bilers styrker, svagheder og chancer i det samlede klassement herunder.

Hvis du heller vil have en optakt i levende lydformat, så kan du høre min podcast lavet sammen med Nikolaj Karlshøj her i en Audi S4 Avant, hvor vi efter en sludder om den potente Audi, går ombord i dette års Le Mans.

Alt sammen for at klæde dig bedst muligt på til den kommende weekends 84. udgave af 24 timers løbet på Le Mans, der skydes i gang lørdag d. 19 juni kl. 15.

GT-bilerne og deres chancer:

Porsche 911 RSR (77), Dempsey Proton Racing : Bilen danske Michael Christensen sidder i.

Porsche 911 RSR (77), Dempsey Proton Racing : Bilen danske Michael Christensen sidder i.

Model: Porsche 911 RSR

Klasse: GTE Pro

Antal biler: 3

Beskrivelse:

Efter at Porsche vandt FIA verdensmesterskabet i sidste sæson har fabrikken iværksat et stort udviklingsprojekt af en ny GT-racer. Når den kommer i 2017 vil den ligne den klassiske 911, men opbygningen forventes at være radikal anderledes bl.a. ventes motoren ikke at være placeret som den nuværende hækmotor-konstruktion. Porsche’s nuværende GT-racer har nået sit topniveau og i de to indledende FIA WEC afdelinger forud for Le Mans har den tyske sportsvognsproducent udvist en bekymrende mangel på speed.

Styrker:

Pålidelighed, hurtig i regnvejr, gennemprøvet racer

Svagheder:

Mangler fart, vægtfordelingen ikke optimal

Danske kørere og deres bils nummer:

Michael Christensen i Porsche 911 RSR #77

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 2

Kvalifikation: #77 starter nr. 12 i klassen med en kvalifikationstid på 3,55.426 min.

 

Jan Magnussens amerikanske V8 racermonster fra Corvette.

Jan Magnussens amerikanske V8 racermonster fra Corvette.

Model: Chevrolet Corvette C7.R-16

Klasse: GTE Pro

Antal biler: 2

Beskrivelse:

Den buldrende Corvette med V8-motor kører videre i bedste velgående. 2016 er blot tredje sæson for racerversionen C7.R, der har gennemgået mindre, men vigtige aerodynamiske ændringer, der har haft til formål at forbedre vejgrebet i den frontmotoriseret racerbil. Og det amerikanske racerteam er kommet forrygende fra start med sejre i både 24-timers løbet på Daytona samt 12-timers Sebring i USA. Den helt store styrkeprøve er Le Mans, hvor amerikanerne inderligt ønsker igen at vinde.

Styrker:

Team, holdbarhed, kørere

Svagheder:

Lidt speed – men ellers ikke rigtig nogen…

Danske kørere og deres bils nummer:

Jan Magnussen i Corvette #63

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 3-4

Kvalifikation: #63 Starter nr. 14 i klassen med en kvalifikationstid på 3,57.967 min. Eller det var planen, men fordi de ikke kørte nok omgange i kvalifikationsforløbet, er de tvunget til at starte bagerst i feltet. Men som Jan Magnussen selv sagde det, så kunne det have været værre. Det kunne have været som sidste år, hvor de slet ikke kom til start.

 

Aston Martin Vantage med danske Nicki Thiim og Marco Sørensen ved roret.

Aston Martin Vantage med danske Nicki Thiim og Marco Sørensen ved roret.

Model: Aston Martin Racing

Klasse: GTE Pro

Antal biler: 2

Beskrivelse:

Aston Martins GTE racerbil er fortsat baseret på modellen Vantage. Det britiske racerteam har fokuseret meget på aerodynamik og mindre på topfart. Det er farten i sving, der vinder løb. Racerbilen er markant anderledes at se på i år med en stor diffuser, der stikker ud under bagenden på bilen. Sammen med en ændring i bagvingens placering skulle bilen få mere vejgreb og således give kørerne en mulighed for at bremse senere og køre hurtigere igennem svingene.

Styrker:

Fart, motorpower, vejgreb

Svagheder:

Holdbarhed, bilen er sårbar over 24-timer

Danske kørere og deres bils nummer:

Nicki Thiim & Marco Sørensen #95

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 3

Kvalifikation: #95 Starter nr. 9 i klassen med en kvalifikationstid på 3,55.261 min.

 

Ford GT på Silverstone. Her blev det til en 4. plads. Den vil amerikanerne forsøge at veksle til en 1. plads i weekendens Le Mans, og jeg vi være på sidelinjen og følge slagets gang.

Ford GT på Silverstone. Her blev det til en 4. plads. Den vil amerikanerne forsøge at veksle til en 1. plads i weekendens Le Mans, og jeg vi være på sidelinjen og følge slagets gang.

Model: Ford GT

Klasse: GTE Pro

Antal biler: 4

Beskrivelse:

50 år efter Ford’s legendariske 1-2-3-sejr på Le Mans i 1966, vender det amerikanske mærke tilbage til det franske racerløb. Den nye racerbil er baseret på sportsvognen af samme navn; Ford GT. Og de to biler er udviklet side om side med størst fokus på racerbilen og dens rolle i mærkets store satsning. Bilen er et klassisk studie i form følger funktion. Ford har arbejdet intenst med bilens aerodynamik, hvilket ses tydeligt omkring sektionen bag cockpittet.

Styrker:

Rå speed, lav vindmodstand, stort team

Svagheder:

Pålidelighed, motor, ”for” stort team

Danske kørere og deres bils nummer:

Ingen

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 4-5

Kvalifikation: Ford GT starter på plads 1,2, 4 og 5 med bedste kvalifikationstid på 3,51.185 min.

 

Ferrari 488 har favoritværdigheden i GTE Pro klassen med deres helt nye turbo-bil.

Ferrari 488 har favoritværdigheden i GTE Pro klassen med deres helt nye turbo-bil.

Model: Ferrari 488 GTE

Klasse: GTE Pro

Antal biler: 3

Beskrivelse:

Ligesom Ford har Ferrari til denne sæson udviklet en helt ny racerbil. 488 GTE er navnet og den er naturligvis baseret på mærkets seneste sportsvogn med samme talkombination. Største nyhed er motoren. Ferrari’en gør nu brug af en 3,9-liters V8 Biturbo i stedet for den tidligere 4,5-liters V8 sugemotor. Trods den mindre slagvolumen har motoren takket været brugen af turbo bedre moment ved lave omdrejninger og samtidig er den en anelse mere nøjsomt med brændstofforbruget.

Styrker:

Motorkraft, vejgreb i sving, individuelt hurtige kørere

Svagheder:

Holdbarhed, ny racerbil.

Danske kørere og deres bils nummer:

Ingen

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 4-5

Kvalifikation: Bedste Ferrari starter nr. 3 i klassen med en kvalifikationstid på 3,51.568 min.

 

Formula Racing stiller med et rent dansk hold, og de bliver spændende at følge i GTE Am klassen.

Formula Racing stiller med et rent dansk hold, og de bliver spændende at følge i GTE Am klassen.

Model: Ferrari 458 Italia

Klasse: GTE Am

Antal biler: 5

Beskrivelse:

Det danske Ferrari-team, Formula Racing, er efter en klassesejr i ELMS i 2015 til start i dette års Le Mans. I GTE Am-klassen, hvor reglementet foreskriver at bilerne er mindst et år gamle. Derfor kører det ambitiøse danske team i en 458 Italia. En solid og gennemtestet racerbil med mange topresultater på motorblokken. I Am-klassen er kørerne endvidere kategoriseret efter deres erfaringer og resultater. Der må kun være en platin- eller guld-kører i hver bil, og hos Formula Racing er den plads besat af det unge talent Mikkel Mac.

Styrker:

Stærk racerbil, Mikkel Mac.

Svagheder:

Alle kørere er debutanter på Le Mans

Danske kørere og deres bils nummer:

Johnny Laursen, Mikkel Mac og Christian Nielsen #60

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 2

Kvalifikation: #60 Starter nr. 6 i GTE Am klassen med en kvalifikationstid på 3,58.760 min.

 

Sidste års Porsche 911 RSR racer ligner stort set bilen i GTE Pro klassen, men kører ikke helt lige så hurtigt.

Sidste års Porsche 911 RSR racer ligner stort set bilen i GTE Pro klassen, men kører ikke helt lige så hurtigt.

 

Model: Abu Dhabi-Proton Racing

Klasse: GTE Am

Antal biler: 4

Beskrivelse:

I alt er otte danske kørere til start i årets Le Mans – hvilket er rekord. Den sidste dansker er David Heinemeier Hansson, der efterhånden har oparbejdet en vis rutine på Le Mans. David (Heinemeier Hansson, red.) har tidligere kørt i LMP2-klassen, men er igen i år til start i Am-feltet i en Porsche indsat af Abu Dhabi-Proton Racing. Foruden en rig Prins udgøres teamet af den amerikanske Porsche pilot Patrick Long, der er både hurtig og rutineret. Teamets Porsche er ikke blandt de hurtigste i klassen, men holdbarheden kan vise sig at være til deres fordel.

Styrker:

Holdbarhed, rutine.

Svagheder:

Manglende fart.

Danske kørere og deres bils nummer:

David Heinemeier Hansson #88

Vinderchance 1-5 med fem som størst: 2

Kvalifikation: #88 Starter nr. 8 i klassen med en kvalifikationstid på 3,59.861 min.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s