Alle taler om dem for tiden. De selvkørende biler. Men jeg er ikke begejstret.

“Når først terrorister overtager kontrollen med et par hundrede biler i den københavnske myldretid, så skal du se terror, der får et af dine gennemsnitslige amerikanske High School skyderier til at ligne en vådeskudsulykke”

Det er måske ikke overraskende at jeg er skeptisk, da jeg lever af at køre biler og fortælle læserne om mine oplevelser. Men det er ikke derfor, at jeg siger pænt nej tak. Det er heller ikke fordi, at jeg elsker SELV at køre bil. Det gør jeg. Men jeg skal være ærlig nok til at indrømme, at på en mandag morgen med tæt køkørsel på Køge Bugt motorvejen, ville jeg elske at kunne sætte bilen på autopilot og bladre den sektion af søndagsberlingeren igennem, jeg aldrig når om søndagen. Selvkørende biler ville i teorien også tillade mig at tage på fredagsbar, drikke mig en kæp i øret og bare lade vognen klare turen hjem, mens jeg sidder på bagsædet og ørler i en plasticpose.

Men jeg stoler ikke på teknologien, og det er en grundlæggende præmis for indførslen af selvkørende biler. Inden I farer i blækhuset og beskylder mig for at være en moderne form for maskinstormer, så kom ikke her og sig at du aldrig har oplevet at din iPhone fryser, eller du har oplevet den blå skærm på din PC, som ingen ved hvordan man fremkalder, men hvor alt der ikke er gemt er tabt. Selvom teknologien hele tiden bliver bedre, så er den ikke fejlfri. Og jeg har ikke lyst til at min bil ”fryser” eller får ”blå skærm” med 110 km/t på motorvejen, mens jeg sidder på bagsædet og har travlt med at ramme en Nettopose med en blanding af fadøl og resterne af min madpakke. En 1,5 ton bil med 110 km/t er et uhyggeligt effektivt mordvåben, hvis den pludseligt ”fryser”.

Når jeg siger, at jeg ikke stoler på teknologien, så er det i virkeligheden ikke den blå skærm, som jeg frygter mest. Det er derimod muligheden for, at bilen kan blive hacket, og jeg selv fuldstændigt mister kontrollen. For moderne biler er koblet bedre op på nettet end de fleste 14-årige teenagedrenge. Forestil dig så hvad fem it-kyndige ekstremister i en kælder i Kandahar kan udrette – nydimitteret fra e-mail-kurset ”Glem ALDRIG Muhammedkrisen” og med adgang til en hurtig bredbåndsforbindelser. Når de først overtager kontrollen med et par hundrede biler i den københavnske myldretid, så skal du se terror, der får et gennemsnitslig amerikansk High School skyderier til at ligne en vådeskudsulykke. Her vil alverdens bilfabrikanter skynde sig at garantere, at deres it-systemer er umulige at hacke. Men hvis Julian Assange og grupper som Anonymous kan lirke sig ind i USA’s sikkerhedstjenester it-systemer, så skal I ikke bilde mig ind, at Fiat kan lave et system, som et par fanatikere med håndklæder om hovedet ikke kan bryde ind i.

Skulle det alligevel lykkedes, at lave systemer der aldrig fryser og som er umulige at hacke, så er jeg stadig ikke overbevist. For hvad med de etiske aspekter i at have selvkørende biler? Hvordan skal den træffe en beslutning mellem at køre en skolebus af vejen eller køre ud over en skrænt med dig på bagsædet, hvis situationen opstod, og det var de to eneste alternativer? De fleste ville måske sige skrænten, for vi må da redde skolebørnene. Jo tak – men er du med på at din bil egenhændigt beslutter, at du sendes på en terminal flyvetur ud i intetheden? Og hvad nu hvis skolebussen var tom, så ryger der kun en enkelt chauffør – og så står valget mellem dig og en chauffør. Et dilemma en almindelig bilist også kan komme ud for, men menneskehjerne har evnen til at opfange og analyserer specifikke situationer langt mere raffineret end en computer, der er afhængig af at være fodret med en algoritme der enten siger nak skolebussen eller selvdestruer.

Googles selvkørende biler har efterhånden tilbagelagt millionvis af kilometer i USA, og de har kun været involveret i få ulykker. Men dem de har været involveret i, har som oftest været baseret på misforståelser med andre trafikkanter. For mange situationer i trafikken afstemmes med øjenkontakt og et nik. Det kan du ikke med en computer. Så indtil ALLE biler er selvkørende og dermed strengt overholder reglerne, så vil computernes manglende fleksibilitet resultere i ulykker.

Jeg var i Silicon Valley i januar for at se, hvor langt vi reelt er i forhold til selvkørende biler. Nørderne slås stadigvæk med at få dem til med 100 pct. sikkerhed at se forskel på et blad, en fugl og en sten på vejen – og så er vi ikke engang kommet til at kunne takle snestorme eller noget så uforudsigeligt og irrationelt som italiensk automobilkultur. Så du behøver ikke frygte hverken automobilterror, blå skærme eller ufleksible Googlemobiler foreløbigt. Men det gør ikke mine bekymringer mindre relevante, og både eksperter og politikere burde have mere travlt med at diskutere problemerne ved selvkørende biler end med at sende den menneskelige bilist på pension i begejstring over udsigten til selvkørende biler.

 

Klummen er tidligere bragt i Berlingskes biltillæg.