WEB-TV: Man tager én dum idé og en VW Up, og så er der ballade

EVENTYR: Kan man køre offroad på tværs af Island i en Volkswagen Up? Hvad der startede som en dum idé blev grebet af Volkswagens beredvillig presseafdeling, og pludselig stod jeg der. På Island med en basisudgave af en Volkswagen Up og små 200 km offroadkørsel foran mig. ”Shit. Er det her nu også smart…” var den altoverskyggende tanke, da asfalt blev til jord, sand og lavagrus under de smalle hjul.

 

Volkswagen Up er Danmarks mest populære bil i nyere tid. Der er solgt små 50.000 Volkswagen Up i kongeriget siden introduktionen for fem år siden. I et land hvor vores årlige bilsalg ligger på omkring 200.000 biler. Det er vanvittigt imponerende. Det er det en bil, der løser langt flere roller, end den er udviklet til i Wolfsburg. I hvertfald i Danmark. Her er den både pendlerbil, familiebil og feriebil. Men hvor langt kan den presses?

Nyder det sidste stykke med asfalt inden det for alvor gŒr løs med opreration "Kryds Island Offroad i en Up".

Nyder det sidste stykke med asfalt inden det for alvor gŒr løs med opreration “Kryds Island Offroad i en Up”.

Målet er at krydse Island på grusveje i en Volkswagen. Alle siger, det er er en dum idé, og netop derfor er det en fantastisk idé. For nævn mig lige én dum idé, der ikke også indeholder en vis grad af potentiel underholdningsværdi, hvis den ender galt? Men hvorfor? Altså udover at det er potentielt underholdende? Fordi Volkswagen Up er nyere dansk bilhistories største hit. Den har været kongerigets, uden sammenligning, mest solgte bil de seneste fem år. Den er udviklet som bybil til den enlige m/k eller det unge par i 20’erne. Det er sådan, den er tænkt, og det er sådan, den sælges i Tyskland og resten af Europa. Men på grund af det danske afgiftssystem, hvor vi ikke har råd til de biler, der er udviklet til at være fuldfede familiebiler, har danskerne omfavnet Up, som resten af Europa omfavner Golfen. Den er blevet en slags automobil altmuligmand for de danske bilkøbere. Den er på én og samme tid en familiebil, feriebil, flyttebil og en bandbus. You name it, og Up har udfyldt rollen.

En ny version er netop nu på vej ud til de danske forhandlere, og for at fejre den første generations succes har jeg besluttet at udsætte Up for den ultimative test – rollen som overlander. Ikke som feriebil til en tur til Harzen. Nej – jeg taler om rollen som regulær ekspeditionsbil, derude hvor det bliver rigtig vildt. En bil, der kan krydse kontinenter uden asfalt og motorvejscaféer for hver 50 km.

Island er et stort naturfænomen, med varme kilder og geysere lige ved siden af gigantiske gletsjere.

Island er et stort naturfænomen, med varme kilder og geysere lige ved siden af gigantiske gletsjere.

Det danske landskab er ikke vildt nok, og kalenderen efterlader ikke tid til drømme-ekspeditionen til Afrikas sydspids. Kompromisset findes i Nordatlanten. Nærmere bestemt på Island. Øen har den legendariske hovedvej hele vejen rundt langs kysten. Men den er asfalteret. Et nærmere kig på Islandskortet viser dog nogle mindre veje, der krydser øen fra syd til nord. Uasfalterede såkaldte F-veje, hvor udlejningsselskaberne forbyder tohjulstrukne biler, og alle med respekt for Island og naturen ville vælge en Toyota Landcruiser. Vi har med andre ord fundet vores test-reservat. Valget falder specifikt på en vej, der hedder F35, som strækker sig fra det overvældende smukke Gullfoss vandfald i syd til søen Svinavatn i nord. Det er små 200 km op over Islands centralplateau mellem gletsjerne Langjökull og Hofsjökull, med adskillige store og små vandløb, der skal forceres undervejs. Der er de varme kilder i Hveravellir halvvejs, og det synes oplagt at få løsnet musklerne op med et dyp der. Det er planen.

Vi har ikke Top Gears følgehold på 10 Land Rover Discoveries med på slæb. Der er kun os, en Up og en ny Volkswagen Tiguan som følgebil. For ja – nok er vi dumme, men ikke dumdristige. Med os mener jeg en dansk pressemand fra Volkswagen i Tiguanen, og i Up’en sidder undertegnede og min barndomsven Martin, der agerer fotograf.

35 kilometer er alt hvad den lille Up har kørt inden ekspeditionen.

35 kilometer er alt hvad den lille Up har kørt inden ekspeditionen.

Vi starter i Reykjavik, hvor vi henter bilerne. Up’en er spritny og har kun kørt 31 km, siden den forlod samlebåndet. Det er den udgående version, da den nye Up først introduceres i Island ved årsskiftet. Men drivlinje og undervogn er uændret, og det er det vi skal teste. Derudover er det første generation, der har legendestatus, så det er passende, at det er en af de sidste af dem, der skal trække læsset. Det er basisudgaven med 60 hk og med mindste udstyrspakke.

Eneste seriøse forberedelse til ekspeditionen består i at tjekke reservehjulet og købe et par proteinbarer, seks liter vand og nogle salami sticks.

På vej ud af Reykjavik sprudler Up’en. Først da det begynder at gå mere op og ned, end man oplever det i det danske søhøjland, begynder bilen at blive udfordret. Men i tredje gear, og med omdrejningsmåleren på 4.000 o/min, æder den også Islands seje opkørsler med to mand og oppakning. Vi kører sydpå mod Selfoss. Hurtigt bliver landet øde. Reykjavik minder på mange måder om Århus. En lille, men alligevel pulserende, by med mange af de samme kulturinstitutioner som langt større byer og et virkeligt levende strøg- og natteliv. Men da byen forsvinder i bakspejlet, står udsigtsmenuen på halv-golde lavabjerge, så langt øjet rækker. Nuvel – der er et par halv-ubehjælpsomme lærketræer her og der. Men ikke noget, der når en dansk bøgeskov til sokkeholderne. Bøndernes små, grønne græs-firkanter, hvor de slår græs til deres skyr-producerende køer, er de eneste frodige indspark i kulissen. Det støvregner, og himlen bekræfter alle fordommene om det tunge, halvkolde og ugæstfri vejrlig i Nordatlanten.

Den lille Up foran det gigantiske Gullfoss vandfald.

Den lille Up foran det gigantiske Gullfoss vandfald.

Første etape ender ved vandfaldet Gullfoss, lige før asfaltvejen stopper. Vi bor på Gullfoss Hotel – det ligger tæt nok på til at kunne høre det 70 meter meter brede og 31 meter høje Gullfoss vandfald buldre. Første aften falder jeg i søvn med tankerne henledt til de folk med kendskab til Island, der har rystet på hovedet af projektet. Lige fra Volkswagens Islandske PR-kvinde til en god ven i rejsebranchen, hvis kollegaer er islændinge og kun havde opgivende hovedrysten tilovers for projektet. Tiden vil vise, hvor dum idéen er…

Næste dag er bekymringerne forduftet sammen med støvregnen. Vejret er bedre, og jeg kan mærke den samme spænding i mellemgulvet, som da jeg som barn fandt mountainbiken frem, når der var snestorm udenfor. Det her bliver SÅ fedt. Efter 15 kilometer passerer vi skiltet, der bedyrer, at asfaltvejen stopper, og grusvejen begynder. Desværre er grusvejen fremragende. Up er blødt affjedret, og de relativt små fælge og store dæk betyder, at den forbløffende ubesværet tackler de huller, der er, og vi holder en marchfart på omkring 70 km/t. Fornemmelsen af antiklimaks sniger sig ind. Kan det virkelig være rigtigt, at den lille ridse jeg gav Up’en, på plastlisten under forkofangeren, da jeg snittede en høj kantsten i Reykjavik, er det eneste ar, bilen skal have fra vores ekspedition?

Island minder om en stor kulisse til Ringens Herre, og den urbane Up virker konstant ude af sit element.

Island minder om en stor kulisse til Ringens Herre, og den urbane Up virker konstant ude af sit element.

Efter små 20 kilometer står der et skilt mod gletsjeren Langjökull. Otte kilometer er der, og nedenfor er et skilt, der fraråder almindelige personbiler. Det er vores stikord, og vi blinker af. Hastigheden falder til 50 km/t, vejen bliver smallere, og jeg skal være markant mere opmærksom. Hullerne i vejen er dybe, og rammer jeg dem forkert, kan både punktering og et skævt styretøj blive resultatet. Efter seks kilometer bliver vejen seriøs ujævn. Vi passerer en parkeret ekspeditionsbus fra Mountaineers of Iceland. En kæmpe off-road-lastbil med en frihøjde på en halv meter. Hmmmm – det er øjensynligt sådan en, der skal til, hvis man skal køre helt frem til kanten af gletsjeren. Jeg holder ind og overvejer situationen, mens en Toyota Landcruiser kører udenom. Se dét er den rigtige bil til en tur som denne. Men nu har vi ikke en Landcruiser, men en Up, og de næste 100 meter synes forhindringerne ikke uoverstigelige. Men for hver 10 meter skal jeg ud af bilen og undersøge og planlægge de næste 10 meter. Her og der skal en lavasten flyttes, før bundkaret på Up’en kan komme med over. Efter yderligere 100 meter bliver vejen for ujævn. Her har Landcruiseren også valgt at parkere, og det er vel ikke nogen skam at give op som gravhund, hvis også den store irske ulvehund står af? Jeg vil dog gerne helt hen til gletsjeren og lige lave en ’Stampe på isen’ (som kaninen i Bambi-filmen), så vi fortsætter den sidste kilometer til fods. Det er nu også godt at komme ud at strække benene lidt – og samtidig få en fornemmelse af hvor fuldstændig vanvittig Islands natur er.

Sådan ser de biler Islændingen selv kører offroad i. Og foran holder Up'en.

Sådan ser de biler Islændingen selv kører offroad i, og foran holder jeg i Up’en.

Tilbage i den lille Up sætter vi igen kursen mod hovedvejen F35 og vores mål oppe nordpå. Vi har været på farten i omkring tre timer og er kun kommet små 50 kilometer tættere på vores mål og det nordlige Islands asfaltveje. Der mangler altså stadigvæk over 150 km. Det går dog så fint, at jeg går ombord i nødforsyningerne og laver en lille facebook-video om, hvor forrygende det går. Det rammer mig hårdt i nakken 10 minutter senere. Lige dér, hvor nemesis altid rammer. Alarmlampen for dæktryksmålerne begynder at lyse med en bling-lyd, og en punktering synes som den oplagte forklaring. Jeg holder ind og går ud og sparker til alle fire dæk. Næ – det ser fint ud. De mange skarpe lavasten er imidlertid som skabt til at skabe problemer for vores ydmyge dækmontering. Der er en grund til, at de lokale monterer ballondæk på deres store firehjulstrækkere. Lampen bliver ved at lyse, men bilen virker ikke, som om den har fået en sive-punktering. Jeg tjekker efter igen 20 minutter senere, og ingen af dækkene har tabt luft. Pyha – jeg nåede lige at få svedige håndflader.

Efter yderlige en times begivenhedsløs kørsel når vi til de varme kilder. Men vi springer turen i det varme vand over – klokken er blevet halv tre, og vi mangler stadigvæk omtrent 100 km. Punkteringsalarmen har fået ekspeditionens alvor til at gå op for de velfærds-opfostrede danskere. Vi har kun ét reservedæk. Med to punkteringer vil Up’en være strandet. Vi har stadigvæk Tiguanen, så vi kan sagtens komme frem. Men det vil være uden Up’en, og den sidste dag på Island vil skulle bruges på en irriterende og tidskrævende bjærgnings-ekspedition – fremfor på at drikke kaffir (det hedder det på Islandsk) eller lokal øl i Reykjavik. Og her ved velfærdsdanskerne godt, hvad de foretrækker. Vi strækker dog lige ben og tager en kop kaffe ved kilderne. På parkeringsområdet holder der omkring 50 biler, hvoraf den største er en af de monstrøse off-road-lastbiler, og den mindste er en Mazda CX-5 SUV. Up’en er helt uden for kategori, og folk stopper da også op og kigger en ekstra gang på den lille, urbane kriger, der er kommet meeeeeget langt væk hjemmefra.

Tilbage i bilen tager vi hul på sidste del af turen. Efter over 100 km er jeg efterhånden blevet lidt immun over for hullerne i vejen, og nogle af dem jeg undveg i starten, lader jeg nu Up’en danse henover. Kombinationen af den bløde affjedring og en fart på lige over 50 km/t betyder, at de ikke føles specielt voldsomme. Og da bilen har holdt til det uden problemer, hæves tolerancetærsklen langsomt for, hvad jeg byder den.

Pludselig dukker der 50 islandske ponyer op. Ti af dem med ryttere på, og resten uden. Det ligner en flok turister på tur, og det sætter den lille Up i perspektiv. Der findes mere primitive måder at krydse Island på – og markant mindre komfortable. Men til forskel fra den islandske pony er Up ikke bygget til det, og det gør risikoen for fiasko markant større.

Island minder om en stor kulisse til Ringens Herre, og den urbane Up virker konstant ude af sit element.

Island minder om en stor kulisse til Ringens Herre, og den urbane Up virker konstant ude af sit element.

Det synes som en evighed siden, at vi kørte for Gullfoss, og det er længe siden, jeg har set en kilometertæller bevæge sig så langsomt. Men det er svært at køre hurtigere end 50 km/t. Vejen er dårligere, og nu er der også begyndt at dukke får op her og der, som man skal være klar til at bremse for. Jeg holder ind på et udkigspunkt sammen med en off-road-bus fuld af italienske turister. De kan relatere til små biler og smiler og tager billeder med mobilen af den lille, hvide Up. Så ændres landskabet langsomt. Klokken er hen af fem, og vejen begynder at gå ned igennem en dal. Der dukker landbrug og marker op igen, selvom størstedelen af landskabet stadigvæk er lyng eller mos-beklædt ødemark. Det lader til at vi – eller det vil sige Up’en – har klaret den.

Efter hvad der synes som uendelig lang tid, skifter grusvejen igen til asfalt, og hotellet toner frem ude til højre.

Imponerende. Det er den tanke, der først materialiserer sig. Selve idéen viste sig en anelse mere kedelig end dum at føre ud i livet. Men vi var også begunstiget af fremragende vejr uden hverken storm eller regn. Havde det pisket ned, og de par vandløb vi krydsede uden bro havde været mere fyldte, så havde vi været udfordret. Havde vi haft en reel punktering, eller havde en af de mange sten bøjet en styrestang, så havde vi været på den. F35 er absolut ikke Up-venligt territorium, men i dag viste den sig fra sin bedste side og gjorde ikke den lille tysker fortræd. Et par stenslag på undervognen og i skærmkasserne er, hvad det blev til – og så naturligvis et tykt lag støv i alle sprækker og revner.

Det er svært ikke at blive dybt imponeret. Tænk engang, at man kan bygge en fuldfed bil med plads til fire personer og motorkraft nok til at krydse polarørkener til under 100.000 kr.! Det er ikke mere, end hvad to fuldfede racercykler i kulfiber koster. Og de kan ikke meget andet end at være lette og hurtige – med den rette atlet i sadlen. Og Up er ikke en talentløs kinesisk discount-mobil med manuel rudehejs og forældet teknologi. Up har både el-ruder og start/stop system i nærigste variant, og så er den produceret i Europa af en producent, der, bortset fra den verserende diesel-skandale, er kendt for at lave gedigne kvalitetsprodukter. Ikke desto mindre kan den blive din til under 100.000 kr. Det forklarer, hvorfor Up er blevet så stor en succes i Danmark. Den kan vitterligt mere, end den er udviklet til, og nu kan den også skrive overland-ekspeditionskøretøj på sit CV.

 

Fakta

Volkswagen Take Up 5-dørs (ny version)

Pris: 99.995 kr.

Mål (L/B/H): 360/164/148 cm

Vægt: 934 kg
Bagagerumsvolumen: 251-951 liter
Motor: R3 benzin på 999 cm3
Ydelse: 60 hk v. 5.000 o/min
Moment: 95 Nm v. 3.000 o/min
Transmission: 5-trins man.
0-100 km/t: 14,4 sekunder
Topfart: 162 km/t

Forbrug: 24,4 km/l

 

3 thoughts on “WEB-TV: Man tager én dum idé og en VW Up, og så er der ballade

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s