ÅRETS MIKRO: De er små, billige og det bedste alternativ til et buskort der findes, og her er min personlige top 3. Vi starter bagfra, så i dag er det Renault Twingo, der triller med tredjepladsen. God pris, frækt design og markedets bedste venderadius, gør den til en af mine favoritter.
PLUS: Fedt design, lille venderadius, brugbart bagagerum
MINUS: Sidevinds følsom, restriktiv ESC
Første gang jeg prøvede Twingo, var til premieren tilbage i sommeren 2014. Jeg glædede mig som en teenager glæder sig til at få bøjlen af. Baghjulstræk, frækt design og en version med 90 hk turbomotor. Det lød næsten for godt til at være sandt, og det var det også. Hækmotoren gjorde bilen ustabil ved motorvejshastigheder, baghjulstrækket fik ikke lov til at skinne og lege med for ESC-systemet og motoren var ikke så viril som håbet.
Det lyder som en skuffelse, så hvad laver den på listen over markedets tre bedste mikrobiler? Det er simpelt nok, den er nemlig en konge i bytrafik, og bytrafik er mikrobilens primære hjemmebane. Dem der har købt mikrobiler, for at pendle 150 km på motorvej hver dag, er enten nærige eller er blevet dårligt vejledt. Kører du galt med 130 km/t eller bliver mast mellem to lastbiler i en mikrobil på motorvejen, så rykker du direkte forbi hospitalet til bedemanden og en etværelses med låg. Derudover støjer de på motorvej og er ikke videre økonomiske ved høje hastigheder. Så det er på deres bybilskompetancer de skal måles, og her er Twingo decideret fremragende.
Min favoritfeature er dens lille venderadius. Fordi motoren er monteret bagi, så er der bedre plads til forhjulene i hjulkasseren, og derfor kan de dreje skarpere. Det gør det muligt at lave u-vendinger på veje, hvor en anden mikrobil skal lave en trepunktsvending og en Mercedes taxi en fempunkts. Det gør den samtidig til kongen af parallelparkeringen, og enhver der kommer i København en gang imellem ved, at jagten på den daglige parkeringsplads kan være sværere end at få en plads i en ordentlig daginstitution. Men her er Twingo kun slået af Smart Fortwo, der er en lille meter kortere.
En anden detalje jeg er vild med, er bagagerummet. Det er ikke særligt stort, men adgangsforholdende er fremragende, og fordi de ligger ovenpå motoren, er bundpladen høj og plan, så man kan lægge tunge ting direkte ind i stedet for at skulle sænke det ned i et snævert bagagerum. Det gør det mere brugbart end bagagerummene i konkurrenter, der har samme antal liter.
Fordi Twingo ESC-system er s restriktivt, så kommer du aldrig til at kunne opleve den køredynamiske glæde ved baghjulstræk. Ethvert tilløb til udskridning, bliver klasket over nallerne af den elektroniske barnepige. Så derfor er der ingen grund til at drømme om en stor motor, og Twingomotoren på 70 hk er fint kørende i bytrafik.
Men hvis Twingo er så fantastisk, hvorfor er den så kun nummer tre på listen over K&Ks Bedste Mikrobil 2016? Det er den, fordi den er mildest talt gennemsnitslig så snart du bevæger dig ud i en zone, hvor du må køre over 60 km/t. Den er ekstremt sidevindsfølsom, og derfor antitesen til en fornøjelse på en langtur. Det handikapper den i spillet om titlen som årets mikrobil. Var det årets bybil jeg skulle udråbe, så ville jeg vælge Twingo. Men faktum er, at har du en bil, så skal du også udenfor byen en gang imellem, og her er de to biler foran Twingo bare så meget bedre – uden at være dårlige bybiler, at Renault Twingo må tage til takke med tredjepladsen. Læs med på onsdag, når jeg kårer K&Ks næstbedste mikrobil 2016.
Fakta:
Model: Renualt Twingo
Motor: 0,9 benzin
Pris: Fra 79.900 kr
Forbrug: 23,8 km/l
2 thoughts on “NR. 3: RENAULT TWINGO – KONGE PÅ STENBROEN”